Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny prodekan for forskning til Faculty of Technical Sciences

Professor Brian Vinter bliver ny prodekan for forskning fra d. 1. august. Han kommer fra en stilling ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Den nye prodekan medbringer en solid baggrund fra krydsfeltet mellem viden og industri, og en god sans for hvor den teknologiske udvikling fører hen.

01.07.2020 | Rasmus Rørbæk

Professor Brian Vinter bliver prodekan for forskning på Faculty of Technical Sciences fra 1. august 2020. (Foto: SCIENCE på KU)

Faculty of Technical Sciences kan snart byde velkommen til Brian Vinter, der skal fungere som prodekan for forskning fra d. 1. august 2020. Han kommer fra en stilling som professor ved Niels Bohr Instituttet og som leder for HPC-centeret på Science-fakultetet på KU.

Professor Brian Vinters forskning tog sin begyndelse i 1994 på Tromsø Universitet efter endt uddannelse som civilingeniør i computerteknologi på Aalborg Universitet. Karrieren har siden ført ham forbi bl.a. SDU, Princeton, CERN og senest Niels Bohr Instituttet på KU, hvor Brian Vinter har bevæget sig i krydsfeltet mellem højeffektiv databehandling og især industrielle applikationer. Her har han stået i spidsen for projekter inden for en række nye teknologier som f.eks. grid computing og HPC-faciliteter.

De seneste fem år har han dog ikke haft mulighed for de store forskningsprojekter selv, da han primært har undervist og i højere grad har indtaget lederrollen i forskellig sammenhæng. De sidste år med ansvar for at etablere og udvikle en datadrevet forskningsinfrastruktur på fakultetsniveau med skalerbarhed, drift-sikkerhed og informationssikkerhed som kernepunkter.

Den rette kombination

For dekan Eskild Holm Nielsen betyder netop den nye prodekans kombination af ledelseserfaring, netværk og forskning, at der er gode forudsætninger for at bringe fagligheder i spil og at drive en bæredygtig udvikling fremad:

”Det er et vigtigt område for fakultetet, der nu får en stærk lederprofil.  Vi havde et stort og stærkt ansøgerfelt, hvor valget faldt på Brian Vinter efter en grundig ansættelsesproces: primært fordi hans faglige profil passer godt ind i dekanatets strategiske virke, men også fordi han kan understøtte fakultetets fokus på den grønne omstilling, ingeniørområdet og digitalisering. Jeg er overbevidst om, at han vil kunne bidrage til fakultetets udvikling, og ser meget frem til samarbejdet,” siger dekan Eskild Holm Nielsen.

Et tilbagevendende emne for Brian Vinters arbejde er netop eksterne samarbejder og relationer. Han har en række tætte samarbejder med industrien, hvor fokus typisk har været rettet mod fødevareproduktion og udvikling af forskellig teknologi til f.eks. grisefarme, kartoffeldyrkning og ølbrygning.

Det sidstnævnte er for øvrigt også en privat hobby, der giver både afkobling og -tapning efter en lang arbejdsdag.

Roskilde tur-retur

Brian Vinther får fast arbejdssted i Roskilde, men vil også ofte være at finde på de andre AU-lokationer. Ikke mindst i begyndelsen af hans nye virke:

”Faculty of Technical Sciences har mange stærke fagmiljøer, der fungerer på allerhøjeste internationale niveau inden for en bred vifte af discipliner. Jeg er meget beæret over at være blevet udpeget som ny prodekan, og går ydmyg til opgaverne, som jeg glæder mig meget til at tage hul på i samarbejde med fakultetets ansatte. Det ser jeg frem til at komme rundt og drøfte på institutterne fra august,” siger kommende prodekan Brian Vinter.

Med ansættelsen af Brian Vinter er det fremtidige dekanatet for Faculty of Technical Sciences samlet.

Faculty of Technical Sciences, Navne