Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Årsager til pattegrisedødelighed

Døde pattegrise på forsiden

Sædvanligvis får en ko én kalv, ligesom en hoppe får ét føl og et får to lam. Men hvor mange grise får en so? Alt for mange, vil nogen svare.

I 1990’erne begyndte søerne nemlig at få flere og flere grise. I første omgang var det en ubetinget succes; jo flere grise per kuld, jo bedre økonomi. Men som kuldstørrelsen steg, så steg antallet af døde smågrise.

I begyndelsen af 10’erne var den gennemsnitlige kuldstørrelsen på 16.1 gris, men fire ud af de 16 var dødfødte eller døde inden for de første døgn. På landsplan fik tallene helt apokalyptiske dimensioner: 25.000 døde smågrise om dagen, 9 millioner døde om året…

Der er en biologisk årsag til, at nogle dyr får mange unger; brutalt sagt - så er der noget at give af. Men når så mange dyr dør i menneskers varetægt, så er der en etisk problemstilling. Og denne problemstilling begyndte politikere, medier og dyreværnsaktivister at reagere på.

Men hvad var den rigtige løsning? Var det nye avlsmål, bedre fodring, en anden indretning af farestierne, mere overvågning, økologisk produktion eller…?

Fødevareministeriet anmodede derfor forskere ved Aarhus Universitet om en peer reviewed redegørelse om årsagerne til pattegrisedødelighed og mulighederne for at reducere den. Omkring 15 forskere deltog i arbejdet og bidrog med ekspertise indenfor bl.a. avl og genetik, ernæringsmæssige problemstillinger, management og husdyrvelfærd; fx om søers moderegenskaber.

I slutningen af 2010 kunne der sendes en samlet tværdisciplinær rapport med over 250 referencer til Fødevareministeriet. Rapporten redegjorde for årsagerne til pattegrisedød og pegede på strategier til at reducere dødeligheden.

Rapporten klarlagde at der ikke var én, men flere årsager til pattegrisedødelighed. En del af løsningen lå i at ændre avlsmålene, andre dødelighedsårsager krævede andre løsninger, fx i form af øget fokus på dyrenes sundhed, deres fodring, indretning af farestierne og mere overvågning af dyrene. Nogle løsninger eksisterede allerede, andre ville kræve forskning og udvikling.

Og for en gangs skyld var økologi ikke en del af svaret. Pattegrisedødeligheden i økologiske besætninger er nemlig højere end i de konventionelle.

Rapporten blev på rituel vis kritiseret af både svinebranchen og dyreværnsorganisationerne. Kritikken var dog ikke større end at fødevareministeren og branchen senere indgik en aftale om at lægge rapportens anbefalinger til grund for en handlingsplan.

Men etik er ikke en absolut størrelse. I 2014 udtalte den nytiltrådte fødevareminister, at handlingsplanens ambition om at reducere dødeligheden med 20 procent var for uambitiøs....