Aarhus Universitets segl

PLANTE- OG FØDEVAREVIDENSKAB

Bacheloruddannelse

Fakta om uddannelsen
Undervisningssprog | Studiested: Viborg | Studiestart: August / september (fra 2024) Optagelsesområdenummer: 22185

Introduktion

Er du optaget af, hvordan vi får skabt en bæredygtig fremtid, hvor vi kan producere mad nok af høj kvalitet til alle, samtidig med at vi passer på miljøet, biodiversiteten og klimaet? Og kan du både lide at lære om plantefysiologi, mikrobiologi og molekylærbiologi og at få teorien omsat til praksis udendørs i det åbne land eller inden for i laboratoriet?

Med Aarhus Universitets nye uddannelse i Plante- og fødevarevidenskab kommer du med helt i front i den grønne omstilling. Du får en grundlæggende viden om planter som grundlaget for fremtidens bæredygtige fødevarer, foder og energi. Du får indsigt i, hvordan vi bruger vores ressourcer mest optimalt og dermed bidrager til at løse nogle af samfundets store udfordringer ved hjælp af fx plantebaseret protein til mad, grøn bioraffinering, nye fødevareteknologier og produktion af biogas.

Hvor kan du få job?

Med en uddannelse inden for plante- og fødevarevidenskab kommer du ud på et arbejdsmarked, hvor der er brug for dig og din viden. Både virksomheder og den offentlige forvaltning har brug for dine kompetencer, så der er rig mulighed for at finde et job, der matcher dine interesser, fx som projektleder eller rådgiver i landbrugets organisationer, miljøsagsbehandler i det offentlige, grøntsagskonsulent, specialist i bæredygtighed eller innovativ produktudvikler inden for eksempelvis plantebaserede fødevarer.


U-days 2024 - åbent hus i februar

Vi afholdte u-days på AU den 22., 23. og 24. februar 2024 - måske du gik glip af det eller har lyst til at genbesøge dele af oplevelsen?

Her kan du se vores online live session hvor studenterstudievejledere fortæller om uddannelsen og svarer på spørgsmål. Derudover kan du få en virtuel rundvisning på campus. Find mere indhold fra u-days 2023 på bachelor.au.dk/udays

Hør vores studenterstudievejleder fortælle om uddannelsen

Adgangskrav

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde følgende adgangskrav til Plante- og Fødevarevidenskab:

Adgangsgivende eksamen
Du skal have bestået en adgangsgivende eksamen.

Specifikke adgangskrav
Du skal have bestået følgende specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A

Og en af disse kombinationer:

  • Fysik B og Kemi B eller
  • Fysik B og Bioteknologi A eller
  • Geovidenskab A og Kemi B eller
  • Kemi B og Biologi A og Fysik C

Hvis du mangler et eller flere fagniveauer, har du mulighed for at supplere.


Karakterkrav på mindst 6,0 i kvote 1
Du skal have mindst 6,0 i gennemsnit i din adgangsgivende eksamen.
Hvis du ikke opfylder karakterkravene i kvote 1, skal du søge optagelse i kvote 2 senest 15. marts kl. 12. Ellers har du ikke mulighed for at blive optaget.
 


Hvis du skal søge i kvote 1

Når du søger i kvote 1, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav.

Du kan læse mere om kvote 1 her.


Hvis du skal søge i kvote 2

Når du søger i kvote 2, skal du opfylde de ovenstående adgangskrav. I kvote 2 vurderer vi din ansøgning ud fra to kriterier:

1. Dit gennemsnit af følgende særligt relevante kvote 2 fag:

  • Matematik A
  • Og en af disse kombinationer:
    • Fysik B og Kemi B eller
    • Fysik B og Bioteknologi A eller
    • Geovidenskab A og Kemi B eller
    • Kemi B og Biologi A og Fysik C

2. Dine relevante kvalifikationer

Hvis du kan dokumentere, at du har relevante kvalifikationer, kan det indgå i den samlede vurdering af din kvote 2 ansøgning.

Eksempler: Videregående uddannelse inden for det naturvidenskabelige område, erhvervserfaring inden for biologi, fødevarer eller miljø, frivilligt arbejde inden for bæredygtighed.

Vi ser også på, om du dokumenterer aktiviteter, der viser god studieevne.  

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kvalifikationer er relevante, anbefaler vi altid, at du indsender dokumentation for dem.  

Du kan læse mere om kvote 2 og om, hvordan du dokumenterer dine relevante kvalifikationer her


Uddannelsens indhold

Bacheloruddannelsen i Plante- og fødevarevidenskab tager tre år. På de første fire semestre får du en grundig introduktion til planter og fødevarer, foder og biomasse, og du får styr på grundfagligheden inden for f.eks. kemi, biokemi og molekylærbiologi. På femte semester skal du specialisere dig inden for enten planter eller fødevarer, før du i det sjette semester afslutter din bachelor med et bachelorprojekt. Uddannelsen vil indeholde et projektbaseret fag på hvert af de første fem semestre, der binder fagene sammen og knytter teori til praksis. 

Undervisningen er projektbaseret og praksisorienteret, og du kommer til at arbejde i grupper i løbet af din bacheloruddannelse.

Studieordning

I studieordningen for bacheloruddannelsen i Plante- og Fødevarevidenskab kan du finde yderligere information om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende. Her kan du også læse om eksamensformer og eksamenskrav:


Studiediagram

Herunder finder du studiediagrammet for bacheloruddannelsen i Plante- og fødevarevidenskab. I diagrammet kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Tre nye uddannelser på AU Viborg fra 2024

Bacheloruddannelsen i Plante- og fødevarevidenskab kommer sammen med Aarhus Universitets nye bacheloruddannelser i Dyrevidenskab og Veterinærmedicin til at udgøre hjertet af AU Viborg – Danmarks nye, grønne campus for forskning og uddannelse.

Det betyder, at du fra første dag på studiet vil være omgivet af dyr og marker i et studiemiljø med en masse andre studerende, der deler dine interesser for en bæredygtig grøn fremtid og for sundhed og velfærd for mennesker og dyr. Endelig vil du igennem studiet opleve, at du bliver en integreret del af det anerkendte og internationale forskningsmiljø, der findes på AU Viborg.

Læs mere om AU Viborg og de tre nye uddannelser her.

Kandidatuddannelser

I forlængelse af bacheloruddannelsen i Plante- og fødevarevidenskab kan du fortsætte på den nye kandidatuddannelse i Plant Science, der åbner på AU Viborg i 2027. Har du specialiseret dig i fødevarer, kan du i stedet vælge at tage kandidatuddannelsen Molekylær ernæring og fødevareteknologi, der udbydes på Campus Aarhus. Derudover kan du søge ind på kandidatuddannelsen i Agronomi ved Københavns Universitet.

Den nye kandidatuddannelse i Plant Science

Undervisningssprog: Engelsk | Studiested: AU Viborg | Studiestart: August 2027

Kandidatuddannelsen i Plant Science stiller skarpt på den grønne omstilling. På uddannelsen får du mulighed for at fordybe dig i produktionen af bæredygtige plantebaserede produkter som fx fødevarer, foder, fibre og biomasse til energi. Du får også en dyb forståelse for, hvordan planter og planteproduktion spiller en centrale rolle for vores miljø og samfund. Det gælder både i landbrugs- og fødevaresektoren og i forhold til biodiversitet, naturbevarelse og miljø.

Hvor kan du få job?

Med en kandidatgrad i Plant Science vil du være klædt på til at bidrage til en bæredygtig transformation af landbrugssektoren med fokus på klimavenlig og plantebaseret fødevareproduktion. Som færdiguddannet er der brug for dine kompetencer i en bred vifte af jobs inden for landbrugs-, rådgivnings- og fødevaresektoren eller hos fx offentlige myndigheder. Du kan eksempelvis få titel af konsulent, rådgiver, forsker, underviser, projektleder, sagsbehandler, bæredygtighedsspecialist eller miljø- og naturforvalter.

Din uddannelse i Plant Science kan være nøglen til en spændende karriere, der gør en positiv forskel for vores miljø og samfund.

Kandidatuddannelsen Molekylær ernæring og fødevareteknologi

Undervisningssprog: Engelsk | Studiested: Aarhus | Studiestart: August / september og Januar / februar

Kandidatuddannelsen i Molekylær ernæring og fødevareteknologi handler om, hvordan fødevarer og sundhed fungerer i samspil med hinanden. Du lærer blandt andet at udvikle fødevarer med sundhedsfremmende egenskaber og arbejder med, hvordan forskellige forarbejdningsmetoder har indflydelse på fødevarers funktionelle egenskaber. Derudover opnår du indsigt i den samfundsmæssige betydning af ernæring og fødevarekvalitet. Læs mere om Molekylær ernæring og fødevareteknologi.