Alternativ til antibiotika med i Ph.d. Cup finale
Verden har brug for alternativer til antibiotika, men kan man gøre en sygdom syg og derved skabe en ny måde at bekæmpe smitte på? Det er emnet for et ph.d.-projekt, det er muligt at opleve til finalen af Ph.D.-cup, der sendes på Danmarks Radio fredag d. 19. juni.
Bakteriofager. Det er en betegnelse ganske få vil have hørt om, hvis man da ikke lige beskæftiger sig med bekæmpelse af bakterier uden brug af antibiotika eller f.eks. har læst Alexander Byth Carstens ph.d.-afhandling, “Phages in the Food Production – A Green Tech Alternative to Pesticides and Antibiotics”, som han skrev som studerende på AU.
Det er der en del, der har, og den har nu betydet, at Alexander Ryth Carstens er med i finalen i årets Ph.d.-cup, der vises på DR fredag aften. Ph.d. Cuppen er en formidlingskonkurrence, der er udviklet i et samarbejde mellem DR, Information og Lundbeckfonden. Formålet er at sprede kendskabet til forskning ud til befolkningen ved at sætte fokus på landets bedst formidlede ph.d.-afhandlinger.
Det hele kulminerer i et stort finaleshow i DR Koncerthuset. Her dyster fem finalister i at formidle deres forskning over for et publikum og tre dommere, og vinderen af Ph.d. Cup får 30.000 kr., som kan bruges til enten en forskningsrejse, et individuelt forløb med fokus på skriftlig forskningsformidling, eller en forskningsfilm.
Trojansk hest
Navnet ’bakteriofag’ kommer fra græsk og betyder ”bakterie-spiser”. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det er et virus der fungerer som en slags trojansk hest, der nedbryder bakterier indefra og som på sigt kan give os nye metoder til at bekæmpe uønskede bakterier med, og som kan bruges i alt fra medicin til bekæmpelse af madspild eller øge effektiviteten i landbruget.
Baggrunden for forskningsområdet er ganske dyster. World Health Organisation, WHO, har anslået, at 10 millioner mennesker vil dø som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika i år 2050. I dag er der ca. 700.000 årligt. Verden har derfor akut brug for, at der findes alternativer til antibiotika, og her er bakteriofagerne et forskningsområde med potentiale:
"Mit ph.d.-projekt bringer os et skridt tættere på at finde ud af, hvordan vi pålideligt, effektivt og sikkert kan benytte bakteriofager til at behandle sygdomme og reducere madspild. Men der er stadig mange spændende ting at lære omkring, hvordan bakteriofager og bakterier lever sammen og bekæmper hinanden, så arbejdet fortsætter. Næste skridt er nu at se, om vi kan tage de positive resultater fra laboratoriet og overføre dem til sygdomsbekæmpelse på marker og hospitaler,” forklarer Alexander Byth Carstens, der i dag er postdoc ved KU.
Finalen udsendes på DR2 fredag d. 19 juni klokken 21.30.