Havbunden på det lave vand langs de danske kyster er bevokset med enge af havgræsset 'ålegræs'. Havgræsser er også vidt udbredt langs andre af verdens kyster og har vigtige funktioner bl.a. i form af kulstoftilbageholdelse, kystbeskyttelse og biodiversitet. Et internationalt forskningsprojekt under dansk ledelse dokumenterer nu i det videnskabelige tidsskrift AMBIO, at havgræsser også beskytter vores kulturhistoriske arv.

De undersøiske enge stabiliserer havbunden ved at dæmpe bølgeenergien og danne et netværk af rødder og underjordiske stængler. Samtidig bygger engene havbunden op ved at indfange havgræsrester og andre partikler i måtte-lignende lag og overlejre dybere sedimenter, der så bevares for eftertiden, mens havgræsset gror videre. Havgræssets organiske og kemiske struktur afstedkommer en slags undersøisk tidslomme, der kan indlejre og beskytte f.eks. skibsvrag og stenalder-bosættelser i flere tusinde år. Havgræsmåtterne er også i stand til at forsegle underlagene for ilt fra omgivelserne, og dermed modvirke nedbrydning.

Undersøiske muligheder
I Danmark betød en stigning i havenes vandstand i den Holocæne tidsalder, at mange bosættelser blev oversvømmet og med tiden dækket af sedimenter og bevokset med havgræs. Der findes en række exceptionelle fund, som tæller blandt andet en velbevaret fiskeanlæg fra den yngre stenalder ved Nekselø, der efter alt at dømme er bevaret til i dag takket være en bevoksning af havgræs. Andre fund er Tudse Hage og Tybrind Vig, begge fra den ældre stenalder, hvor der er fundet oldsager af træ, potteskår, dyreknogler, og intakte grave.

"Alle disse fund har givet en enestående indsigt i datidens levevis og kulturforhold og der findes mange andre fund af lignende karakter i de danske kystområder," forklarer marinarkæolog David John Gregory fra Nationalmuseet, der er medforfatter til den videnskabelige artikel.

Men havgræs-engene er følsomme overfor bl.a. dårlig vandkvalitet, fysisk forstyrrelse og perioder med ekstrem varme. Der er eksempler på, at tab af havgræsengene har eksponeret skibsvrag, økseskafter, dyreknogler og en lang række andre marinarkæologiske fund for elementerne, og afstedkommet tab af historisk arv. Studiet, der netop er offentliggjort fortæller, at tab af havgræsenge har eksponeret stenalderbopladser i Danmark, fønisiske, romerske og græske skibsvrag med deres laster i Middelhavet, og vrag fra nyere tid i Australien.

”Samtidig betyder tab af havgræsenge også tab af havgræssernes andre vigtige funktioner i form af kulstoftilbageholdelse i havbunden, kystbeskyttelse, biodiversitet mm. Marinarkæologer og marinbiologer er derfor i et kapløb med tiden for at beskytte udsatte havgræsenge,” siger seniorforsker og leder af projektet Dorte Krause-Jensen fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Selvom marinarkæologiske udgravninger i sig selv kan beskadige ålegræsenge, arbejder marinarkæologer ud fra stramme regler om at beskytte havbunden efter udgravningerne, og det er kun en meget begrænset del af de undersøiske skatte, der faktisk udgraves, mens langt størstedelen bevares for eftertiden. Nye akustiske teknikker, der giver mulighed for at detektere objekter på og i havbunden, vil yderligere bidrage til at målrette de arkæologiske undersøgelser og vil samtidig forbedre kortlægningen af havgræsser. Bedre kendskab til havgræsengenes udbredelse er afgørende i forhold til bæredygtig forvaltning af dem.

I kontrast til kontrollerede marinarkæologiske udgravninger benytter skattejægere, f.eks. langs Floridas kyster, sig af en teknik, der kaldes ’mailboxing’, i deres bestræbelser på at finde guldskatte fra de spanske gallæoner. Det går ud på at man slår huller ned i havgræsset for at pirke rundt, og på den måde lokalisere skibsvragene. Den metode efterlader desværre engene i en trist forfatning, og kan således betyde tab af værdifuld viden.

Andre græsgange
Havgræsengenes gradvise opbygning af havbunden over årtusinder bidrager også til at opbygge arkiver, der giver indsigt i menneskelige aktiviteter gennem historien og kan bruges til at rekonstruere vores fortid. Datering og kemiske analyser af de tykke måtter af havbund, der opbygges under havgræsset Posidonia oceanica i Middelhavet, giver f.eks. et glimt ind i forfædrenes brug af jorden, såsom landbrug, metaludvinding mm. Analyser af nyere lag af havgræsmåtter afspejler også eksempelvis fald i blyindhold ved overgangen til blyfri benzin.

”Danmark, og resten af verden, har i de undersøiske enge en meget værdifuld ressource under havoverfladen, der er værd at bevare og udforske. Gennem de seneste år har opmærksomheden på havgræssers rolle i kulstoftilbageholdelse inspireret såkaldte "Blue Carbon - på dansk blåt kulstof" strategier, der har til formål at dæmpe og adaptere til klimaforandringer gennem beskyttelse af havgræsser og lignende kystnær vegetation. Havgræssets oversete rolle som beskytter af kulturarv kan forhåbentlig sætte yderligere skub i bestræbelserne på at bevare og beskytte havgræsenge,” forklarer seniorforsker Dorte Krause-Jensen.

Kontakt:
Seniorforsker Dorte Krause-Jensen,
Institut for Bioscience,
Aarhus Universitet,
Telefon: 87158799,
Email: dkj@bios.au.dk

Læs den videnskabelige artikel på AMBIOs hjemmeside.