Aarhus University Seal

Landbruget skriger på akademikere: ”Det er meget mere end gummistøvler og stalde”

Arbejdsgivere kan ikke skaffe nok specialister i planter, dyr og miljø og lover nærmest jobsikkerhed.

I dag har 61.351 unge over hele Danmark fået besked om, hvilken uddannelse de er kommet ind på. 77 af dem har fået tilbudt en plads på en af de tre nye uddannelser på AU Viborg. Uddannelsen som dyrlæge er mest populær og har slet ikke plads til alle. Også på Dyrevidenskab bliver der fuldt hus, mens der stadig er plads til et efteroptag på uddannelsen Plante- og fødevarevidenskab. Ambitionen er på sigt at udvide til 50 studiepladser om året på både Dyrevidenskab og Plante- og fødevarevidenskab, og derfor håber erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer Malika Buhr Pedersen på flere ansøgere næste år.

- Vi havde gerne set en endnu højere tilslutning til uddannelserne inden for planter og husdyr, da vi forventer, at der kommer stor efterspørgsel efter disse kandidater, siger hun.

Se uddannelser med ledige pladser på Aarhus Universitet

Stort generationsskifte på vej

Hos Fjordland, som rådgiver landmænd i alt fra miljø, økonomi og avl, mærker man allerede nu manglen på akademikere, som er specialiseret i landbrug.

Virksomheden er midt i et generationsskifte og får brug for mange nye medarbejdere de kommende år, fortæller Henrik Frøkjær Hornstrup, der er vicedirektør i Fjordland.

- Over 30 procent af mine medarbejdere er over 60 år og går snart på pension. Det betyder, at vi får brug for mange dygtige nyuddannede de kommende år. Vi får brug for folk, der ved noget om dyr, men særligt de kandidater, der er specialiserede i planteavl og miljø, kommer vi til at mangle, siger han.

Landbrugets erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer oplever også mangel på landbrugsfaglige akademikere. Flere gange om året beder de deres medlemsvirksomheder om at nævne, hvilke udfordringer de står med. Her peger mange på mangel på arbejdskraft.

- Mellem 30 og 40 procent af virksomhederne angiver, at mangel på arbejdskraft er et problem for, at de kan vækste og udvikle deres virksomheder. De mangler ikke kun akademikere, men manglen på de højtuddannede er bestemt en del af problemet, siger Malika Buhr Pedersen, erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

Hjælper hele verden

Malika Buhr Pedersen tror, at det er negative historier om landbruget, der får nogle unge til at gå uden om de landbrugsfaglige universitetsuddannelser.

- Den polarisering, der er omkring at producere fødevarer i Danmark, er blevet mere udtalt de senere år. Jeg tror, at det forhindrer nogen i at vælge uddannelserne og arbejde i branchen, siger hun.

Hos landbrugets videnscenter SEGES oplever direktør for digitale satsninger Ivar Ravn også, at der er mangel på akademikere. Han mener, at mange har et forkert billede af, hvad landbrugsakademikere laver.

- Det er meget mere end gummistøvler og stalde. Mange tror, at jobbet handler om at effektivisere og skabe produktionsforbedringer. Det er kun en lille del af det. Vores folk arbejder med at omstille landbruget og skabe bæredygtige produktioner.

- De hjælper ikke bare bondemand Jensen, men hele Danmark, ja endda verden. Mange rejser til Danmark for at se, hvordan vi arbejder med fødevarer. Vi er førende og med trepartsaftalen kommer vi at rykke endnu længere frem, siger han.

På Aarhus Universitet er Finn Borchsenius, der er prodekan for uddannelse på Faculty of Technical Sciences, fuld af tiltro til, at de nye landbrugsvidenskabelige uddannelser på AU Viborg nok skal få vind i sejlene i de kommende år:

-  Vi kommer selvfølgelig til at gøre vores til, at flere unge får øjnene op for de her uddannelser. Vi har fået skabt et unikt uddannelsestilbud på AU Viborg, som i første omgang 77 unge får mulighed for at nyde godt af efter sommerferien. Og så er det jo godt at vide, at vores nye studerende også kan se frem til spændende, vigtige og alsidige jobs på områder, hvor der er stort behov for deres kompetencer, når de står med eksamensbeviset i hånden, siger han.

Om de nye uddannelser på AU

I august 2024 begynder de første studerende på tre nye uddannelser på Aarhus Universitets campus i Viborg.

For første gang nogensinde vil der blive uddannet dyrlæger i Jylland, når Veterinærmedicin, der tidligere kun lå i København, åbner på AU Viborg. Desuden slår de to uddannelser Plante- og fødevarevidenskab og Dyrevidenskab dørene op.

I år udbydes 30 pladser på hver af de tre uddannelser. Det er ambitionen, at antallet af pladser hæves til 50 i de kommende år for Plante- og fødevarevidenskab samt Dyrevidenskab, mens antallet af pladser på Veterinærmedicin på sigt hæves til 100.

Læs om AU Viborg og de tre nye uddannelser