Aarhus Universitets segl

AU’s bestyrelse vedtager ny organisering af ingeniørområdet

På bestyrelsesmødet 8. oktober gav AU’s bestyrelse grønt lys til etableringen af fire nye ingeniørinstitutter på universitetet. Den nye organisering har til formål at samle fagmiljøerne på tværs af Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Institut for Ingeniørvidenskab. De nye institutter åbnes 1. januar 2021.

En ny organisering, der skal samle og styrke ingeniørområdet. Sådan lød forslaget fra dekanen på Faculty of Technical Sciences før sommerferien, og det har overordnet set mødt stor tilslutning fra de høringsberettigede, der kunne indsende bemærkninger frem til 1. september. Høringssvarene indgik i beslutningsgrundlaget for den endelige beslutning, som AU’s bestyrelse nu har taget.

”Jeg er meget glad for, at bestyrelsen bakker op om de store visioner for AU’s ingeniørområde, og jeg glæder mig til, at vi nu for alvor kan komme i arbejdstøjet og få visionerne gjort til virkelighed,” siger dekan Eskild Holm Nielsen.

Parallelt med høringen har der fra juni til september kørt en inddragelsesproces, hvor de involverede medarbejdere gennem arbejdsgrupper har fået mulighed for at bidrage til udviklingen af de nye institutters arbejdsgange samt sikre effektivt samarbejde mellem de nye institutter. Hver arbejdsgruppe har indsendt deres anbefalinger til dekanatet.

”Det er medarbejderne, der har den største indsigt i dagligdagen, og de er en vigtig del af udviklingen af de nye institutter. De indsendte anbefalinger fungerer derfor som et kvalificerende grundlag for hvordan vi mere detaljeret kan planlægge den kommende etableringsproces. Jeg vil gerne takke alle deltagere i arbejdsgrupperne for deres bidrag og deres store engagement, som er udtryk for høj grad af professionalisme,” siger Eskild Holm Nielsen.

Etablering af fire nye institutter

På baggrund af arbejdsgruppernes anbefalinger samt de indkomne bemærkninger i høringsprocessen vil dekanatet udarbejde en implementeringsplan for, hvordan de nye institutter skal organiseres.

Det eneste der står klart nu er institutternes navne og dermed også den faglige afgrænsning. Pr. 1. januar 2021 etableres:

  • Institut for Bioteknologi og Kemiteknologi/Department of Biological and Chemical Engineering
  • Institut for Elektro- og Computerteknologi/Department of Electrical and Computer Engineering
  • Institut for Byggeri og Bygningsdesign/Department of Civil and Architectural Engineering
  • Institut for Mekanik og Produktion/Department of Mechanical and Production Engineering

De overordnede rammer for de fire institutter og den fremtidige organisering og konstitueringer vil blive præsenteret i slutningen af oktober, og snarest muligt derefter får medarbejderne formel besked om, hvilket institut de har ansættelse på pr. 1. januar 2021.

For at sikre at de fire nye institutter kan komme godt i gang med at levere på vores fælles vision for ingeniørsatsningen, vil der være en fungerende ledelse af både det videnskabelige og det administrative personale på hver af de fire institutter pr 1. januar.

Læs mere om den ny organisering af ingeniørområdet og se høringssvarene her.