De er sjældne i danske farvande, men ved Norges og Grønlands kyster findes de i tusindvis - spækhuggerne. 

Forskerne har længe vidst, at spækhuggeren er særligt udsat for menneskeskabt forurening dels fordi den er øverst i fødekæden, og fordi tandhvaler har svært ved at nedbryde og udskille giftstoffer. Giften ophober sig derfor i dem, og det går blandt andet ud over deres evne til at få unger.

Indtil nu troede forskerne, at det er en kombination mellem lokale forskelle i mængden af forurening i havet og spækhuggernes føde, der afgør, hvilke spækhuggere, der er hårdest ramt af det giftige stof PCB.

Men i en ny undersøgelse, der er den hidtil største af sin slags, kan forskere fra en række lande, herunder Danmark, vise, at det er spækhuggernes menukort, som er afgørende.

Det forklarer Rune Dietz, der er professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, og som har været med til at lave undersøgelsen.

- Vi har undersøgt vævsprøver fra 162 spækhuggere. I prøverne analyserede vi fedtsyresammensætningen, fordi den afslører, hvad dyrene spiser. Og vi målte niveauet af forskellige menneskeskabte giftstoffer, siger han og fortsætter:

- Der var en klar sammenhæng mellem de spækhuggere, der spiste sæler og hvaler, og niveauet af PCB. De spækhuggere, hvor kosten primært bestod af fisk, havde markant mindre gift i kroppen.

Siden det amerikanske firma The Swann Chemical Corporation i 1929 begyndte at producere PCB i stor skala, har kemikalierne været brugt i det meste af verden. Fordi PCB virker flammehæmmende og isolerende, har stofferne været nærmest uundværlige i el-apparater, maling og plast.

Det var først i 1966, mere end 30 år senere, da to svenske forskere opdagede, at fisk, fugle og sæler i den svenske del af Østersøen var fulde af PCB, man blev opmærksom på, hvor skadeligt det er for miljøet.

Forskerne, Sören Jensen og Matts Olsson, ledte egentlig slet ikke efter PCB. De var ved at undersøge, hvor store mængder af insektmidlet DDT, der var ophobet i den svenske natur. I laboratoriet kunne de dog se, at koncentrationen af nogle ukendte kemikalier i dyrevævet var langt højere end DDT. 

Jagten gik derfor ind på at finde ud af, hvad det var, og hvor det stammede fra. Efter to års intense undersøgelser kunne de afsløre, at gedder, fasaner, ørne, ringsæler og gråsæler i Sverige var fulde af PCB.

I 1970’erne begyndte flere lande at forbyde kemikalierne - og i dag er der næsten ingen lande, der tillader dem længere. Men på 40 år formåede PCB at trænge ud i selv de fjerneste afkroge af kloden. På Sydpolen er der eksempelvis fundet PCB i pingvinerne, og i Marianergraven, det dybeste sted på kloden, findes stoffet i havbunden og dets dyreliv. 

Heller ikke de arktiske farvande er gået fri. Her svømmer spækhuggere rundt, som er fulde af PCB.

Spækhuggerne dør ikke direkte af PCB-forgiftning. Med årene ophober der sig mere og mere af giftstoffet i deres kroppe, og jo højere koncentrationen er, desto sværere får de ved at formere sig. 

Desuden bliver dyrenes immunforsvar ramt af PCB. Det gør, at de får sværere ved at bekæmpe infektioner.

Det forklarer Rune Dietz.

- For spækhuggerne betyder det, at de hun-hvaler, der har mest PCB i kroppen, stort set ikke får unger længere.

Især i det vestlige Canada og ved Grønlands kyster, hvor spækhuggerne primært lever af sæler og små hvaler, er problemet stort. Men også andre steder på kloden, har spækhuggerne det svært. 

I 2018 udgav Rune Dietz og hans kolleger en forskningsartikel, der viste, hvordan PCB påvirker de forskellige bestande af spækhuggere. Her kunne de dokumentere, at særligt spækhuggere fra Brasilien, det nordøstlige Stillehav, Gibraltar og De Britiske Øer var så hårdt ramt af PCB-forgiftning, at de risikerer helt at forsvinde.

Nu ser det altså ud til, at spækhuggere i Canada og Grønland, som lever af tandhvaler, er næsten lige så hårdt ramt.

- Når vi sejler rundt ud for Norges kyst, møder vi ofte spækhuggere med kalve, men ikke ved Grønland og Canada. Spækhuggerne her har det svært. Sandsynligvis fordi de har så høje koncentrationer af PCB, at de har svært ved at formere sig, siger han.

Hvor den norske fiskespisende bestand vokser, skrumper bestanden af spækhuggere, der spiser tandhvaler, i Canada. Noget, der hovedsageligt skyldes PCB, forklarer professoren.

Selvom PCB hverken har været produceret eller brugt i nævneværdig grad i det sparsomt befolkede Grønland og det nordlige Canada, er det alligevel havnet i økosystemet i havet deroppe. 

Det skyldes, at PCB nemt bliver transporteret via vinden mod nord, forklarer Rune Dietz.  

- PCB er flygtigt. Det har et højt damptryk, og derfor fordamper stoffet i varmen og spredes via luftstrømmene rundt på kloden. Når PCB-dampene bliver afkølet i den kolde luft over Grønland eller Canada, bliver de omdannet til væske og falder som regn. Det er derfor, vi ser høje koncentrationer i Arktis, siger han.

Når PCB først rammer det arktiske hav, bliver de små partikler ikke opblandet og udtyndet, som man skulle tro, når de er så flygtige. I stedet optager små dyr som rejer og krill partiklerne. 

De små dyr bliver spist af fisk. Fiskene bliver spist af større fisk, der igen bliver spist af sæler og hvaler. Og hvalerne og sælerne bliver til sidst spist af spækhuggere. Fordi dyrene har svært ved at nedbryde PCB, bliver der mere og mere PCB for hvert trin i fødekæden, forklarer Rune Dietz.

- Denne opkoncentrering i fødekæderne, som også kaldes for biomagnificering, gør at spækhuggerne får en større “portion” PCB, hver gang de spiser, sammenlignet med de spækhuggere, der lever af sild.

- Fordi dyrene ikke kan komme af med PCB’en, ophober de med alderen mere og mere gift i kroppen. Det kalder vi for bioakkumulering. Det rammer især dyr - som spækhuggere - der kan blive lige så gamle som mennesker. I løbet af et helt liv, kan de derfor nå at opsamle skadelige mængder PCB.

Selvom PCB har været forbudt i de fleste vestlige lande siden 1970’erne, er kemikalierne ikke forsvundet fra naturen. Tværtimod. De fleste dyr kan nemlig ikke nedbryde eller udskille dem. 

Meget af den PCB, der blev udledt fra 1930’erne og frem, indgår derfor stadig i fødekæderne. Og med klimaforandringerne kan det blive endnu værre, fortæller Rune Dietz.

- Når isen og permafrosten smelter og åbner op for årtiers deponerede giftstoffer, kan det betyde, at der vil strømme yderligere mængder PCB ind i de marine økosystemer. Det vil gå hårdt ud over spækhuggerne, som i forvejen er pressede. Men også isbjørnene, som jo også lever af sæler, bliver ramt, siger han.  

Desværre er det ikke noget, vi kan gøre ved disse processer - altså udover at forbyde PCB alle steder og nedbringe vores CO2-belastning.

- PCB er stadig tilladt i nogle få lukkede systemer. Men det skal nok finde vej ud i naturen, når de “lukkede” komponenter er udtjente. Det eneste, vi kan gøre, er at indføre et totalt forbud af stoffer som PCB, siger han.