Aarhus Universitets segl

Kronik: Stop med at skære på de grønne forskningsmiljøer, der skal udvikle klimaløsninger

Af Eskild Holm Nielsen, dekan på Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet og Ole Hertel, prodekan på Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet

I efteråret skrev et ungt forskertalent til os. Den unge mand, der gik i 3. g, var ved at designe et imponerende forsøg, som han håbede kunne forbedre den nuværende teknologi til at fjerne pesticider fra drikkevand.

Gymnasieeleven havde skrevet til en af vores professorer for at få svar på nogle tekniske detaljer angående forsøgsopstillingen, og han spurgte desuden, om han måtte bruge vores laboratorier til at udføre forsøgene. For ti eller 15 år siden havde vi taget imod ham med åbne arme.

Ikke blot mener vi, at det er vigtigt at stimulere talenterne i Danmark, vi havde formentlig også fået inspiration ud af at hjælpe ham. Inspiration til forskning, som faktisk kan gøre en forskel for vores biodiversitet, da pesticider har en dokumenteret skadelig effekt på insekterne. Men vi måtte desværre afvise ham.

Vi måtte sige nej, fordi vi på flere institutter ikke længere er i stand til at lave eller bidrage til forskning, der ikke er eksternt finansieret.

Og hvorfor er vi ikke det? Det er der flere årsager til, men den primære er, at de penge, vi får fra Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at lave forskningsbaseret myndighedsbetjening, de seneste mange år er blevet beskåret med to procent årligt.

Pengene fra ministerierne får vi, så vi kan rådgive myndighederne med solid faglig viden, der kommer fra forskning i verdensklasse. Viden, som embedsmænd og politikere skal bruge til at træffe beslutninger om, hvordan vi kan beskytte miljøet og fremme den grønne omstilling. Det er altså viden, som er helt afgørende i disse år. Alligevel bliver forskningen bag beskåret.

Besparelser opfundet i en tid med underskud

Hvert år bestemmer politikerne med finansloven, hvor mange penge der skal gå til de såkaldte rammekontrakter med universiteterne. Politikerne giver altså universiteterne en pose penge og forventer derfor, at vi leverer et vist antal rapporter med svar på deres spørgsmål og løbende står til rådighed, hvis de har brug for rådgivning.

Et eksempel på sådanne rapporter er NOVANA-rapporterne, hvor vi på Faculty of Technical Sciences hvert år leverer et overblik over naturens og vandmiljøets tilstand i Danmark.

Fra 2009 til 2021 er kontrakterne blevet beskåret med 138 millioner kroner. Det svarer til 215 millioner kroner i 2021 efter inflation. Med andre ord har vi færre penge til at løse nogle af de samme opgaver. Og kravene og forventningerne til, hvad vi skal levere – og hvad der er behov for i den grønne omstilling – er ikke blevet mindre.

Fra 2015 skiftede besparelserne op i et højere gear. Da Venstre det år genvandt regeringsmagten, valgte partiet at indføre det såkaldte omprioriteringsbidrag i hele den offentlige sektor for at frigøre penge til skattelettelser i en økonomi, hvor der var underskud på de offentlige finanser. Hele den offentlige sektor skulle nu spare to procent om året. Universiteter, kulturinstitutioner og kommuner måtte år efter år finde sparekniven frem – og hvert år blev det sværere at finde pengene.

I dag er tiden en anden. Det går godt i Danmark, og på trods af at europæisk økonomi kæmper for at holde hjulene i gang, er den danske økonomi i vækst. Der er store overskud på statens budgetter. De årlige toprocentsbesparelser på uddannelse, kultur og i kommunerne er for længst afskaffet. Men alligevel sparer vi stadig på rammekontrakterne. Hvorfor?

Lappeløsning på lappeløsning

I vores øjne er besparelserne at sammenligne med at køre bil i bælgmørke kun med positionslyset tændt. Vi kan se vejen, men kun et lille stykke frem. Hvis vejen pludselig drejer skarpt, når vi muligvis ikke at reagere i tide, og vi kører i grøften. Med andre ord: Besparelserne betyder, at vi ikke kan have det lange lys på, når vi planlægger vores forskning. Vi kan kun prioritere det allermest nødvendige i forhold til at levere de rapporter, som politikere og embedsmænd efterspørger. Intet andet. Og det er et problem.

Eksempelvis udvikler teknologien sig hele tiden og muliggør, at vi mere præcist kan overvåge biodiversitet, luftforurening og vandmiljø. Men med faldet i de basismidler, som rammeaftalen giver, har vi ofte ikke mulighed for at implementere disse nye teknologier. Det betyder, at vi somme tider leverer rapporter, som kunne have et bedre datagrundlag, hvis vi havde adgang til den nyeste teknologi.

Vi har mange gange understreget over for politikerne, hvad vi mister ved at fastholde de årlige besparelser. Og det er da heller ikke, fordi de ikke har været lydhøre. I stedet for at afskaffe de årlige toprocentsbesparelser, har politikerne de seneste par år givet engangsbevillinger for at stoppe den værste blødning.

I 2022 bevilgede Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ekstraordinært 7,9 millioner kroner til AU for at afbøde nedskæringerne. Miljøministeriet har på samme måde i 2023 og 2024 bevilget henholdsvis 6,9 og 9,4 millioner kroner. AU modtager desuden 45,5 millioner kroner fra forskningsreserven i år.

Vi er naturligvis taknemmelige for, at politikerne også anerkender, at den forskning, vi laver, er vigtig, og at besparelserne er et problem. Men det er os uforståeligt, hvorfor vi stadig kæmper med de årlige besparelser. De etårige bevillinger er vigtige, men de sikrer ikke vores forskningsmiljøer på lang sigt. Vi kan ikke fastansætte professorer, og vi kan ikke lave de investeringer, det kræver at fastholde og udvikle den infrastruktur, der understøtter den grønne forskning. I hvert fald ikke uden at besparelserne stopper og vores rammemidler bliver delvist reetablerede.

Tirsdag den 16. april fremsætter Alternativet et beslutningsforslag om at sløjfe de årlige besparelser. Det bakker vi fuldt op om, og vi håber, at de resterende politikere i Folketinget kan se fidusen i at stoppe med at give med den ene hånd og skære med den anden.

Danmark når ikke i mål uden solid forskning

I Klimaloven fra 2020 har politikerne forpligtet sig til, at Danmark i 2050 skal være klimaneutralt. Men vejen derhen er lang, og for at nå målet kræver det, at vi udvikler nye løsninger og ny teknologi – og at vi overvåger, at de løsninger, der implementeres, rent faktisk virker. Lige netop overvågning og måling af, om disse grønne tiltag virker, er noget af det, som vi er allerbedst til. Men det er klart, at vi ikke kan følge med i det tempo, der er brug for, når vi konstant skal spare.

Der har aldrig været så mange forskningsmidler til grøn omstilling som nu. Desværre bliver de givet til enkelte projekter og ikke til at understøtte bevarelsen og udviklingen af de forskningsmiljøer, der på lang sigt skal levere på den grønne omstilling. Det er, som vi nævnte tidligere, det samme som at drøne af sted i mørket uden at have tændt for det lange lys.

Vores beregninger viser, at for hver krone, Aarhus Universitet får i kontraktmidler til den forskningsbaserede myndighedsbetjening, henter vi 1,68 kroner ind i eksterne forskningsmidler. Det betyder altså, at for hver ekstra krone, ministerierne betaler, får de forskning og rådgivning for 2,68 kroner. En god forretning for dem – og for os alle sammen.

Så, derfor kære regering: Hvis I ikke vil have, at vi skal afvise de unge forskertalenter, som Danmark skal leve af i fremtiden, og hvis I vil nå klimamålene i 2030 – og ikke mindst i 2050 – skal I stoppe med at skære i den forskning, der finder, beskriver og udvikler de grønne løsninger.

Kronikken blev bragt i Information den 15. april 2024