Aarhus Universitets segl

Østersøen som model for fremtidige ændringer i det marine miljø

Store ændringer i havmiljøet i Østersøen og tilgængeligheden af et godt videnskabeligt grundlag og dataserier i landene omkring er nogle af de elementer, som får et internationalt forskerhold til at udpege området som en model for, hvilke ændringer vi har i vente i andre lignende havområder i verden.

Klimaændringer og menneskelige aktiviteter påvirker og presser miljøet i verdens kystnære og lavvandede havområder, som fx Østersøen, Nordsøen, Sortehavet, Middelhavet og Den Mexicanske Golf.  

Et internationalt hold af forskere, med deltagelse af bl.a. Aarhus Universitet, argumenterer i en artikel i det internationale tidsskrift Science Advances for, at Østersøen kan bruges som en model for ændringerne i miljøet i lignende lavvandede havområder.

Ændringerne i det marine miljø i Østersøen har igennem tiden været store, og vi finder således både klimarelaterede ændringer og ændringer i næringsstofbelastning, iltsvind i bundvand, fiskeri og skibstrafik, som er større end i andre lignende kystnære havområder i verden.  

Østersøområdet udmærker sig samtidig ved at være det havområde i verden, hvor der gennem tiden er foretaget mest forskning i og overvågning af miljøet, så man i landene har et godt videnskabeligt grundlag og gode dataserier til at vurdere de marine ændringer og at skitsere løsninger til, hvordan vi minimerer uønskede effekter på havmiljøet.

I fremtiden forventer man, at lignende store ændringer i havmiljøet vil foregå andre steder i verden, som følge af klimaændringerne og de stigende menneskelige aktiviteter, og Østersøen vil således være en god model for, hvad der er i vente i.

Da landene omkring Østersøen tillige har en tradition for at stille fælles mål for havmiljøet og at arbejde sammen om at løse miljøproblemerne, så kan regionen også på dette område være til inspiration for andre kystnationer i verden.  

”Østersøen er et følsomt økosystem, og derfor har vi også kunne se effekterne af menneskelige aktiviteter tidligere og mere markant end i andre havområder. Derfor er der allerede sat løsninger i ’søen’, og erfaringerne herfra vil kunne overføres til andre steder,” siger professor Jacob Carstensen fra Institut for Bioscience, der er medforfatter på artiklen.

I SOILS2SEA projektet har forskere fra EU og Rusland undersøgt fremtidsscenarier for udledningen af næringsstoffer til Østersøen, og de har udviklet mere pålidelige modeller for udledningen og analyseret nye strategier til at nedbringe den. Resultaterne er opsummeret i en Policy Brief.

Kontakt:
Professor Jacob Carstensen,
Institut for Bioscience,
Aarhus Universitet,
Mobil: 2670 1387,
Email: jac@bios.au.dk

Læs mere:
Den videnskabelige artikel kan findes på Science Advances hjemmesiden via dette link.

Læs om SOILS2SEA projektet her.