Da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2024, blev forbindelsen mellem russiske og vestlige forskere pludseligt afbrudt. 

Strømmen af data, som plejede at flyde fra de russiske forskningsstationer i Arktis og ind i det internationale forskningsmiljø, stoppede. Og det er et problem, fordi det begrænser vores forståelse af de forandringer af det arktiske klima, der sker i et stigende tempo, forklarer Efrén López-Blanco fra Aarhus Universitet, som står bag et nyt studie, der netop undersøger problemet

- Pludselig havde vi ikke adgang til data fra halvdelen af landmasserne i det arktiske område. Vores studie viser, at eksklusionen af de russiske forskningsstationer skævvrider vores viden om klimaet deroppe.

Ved hjælp af globale klimamodeller har Efrén López-Blanco og hans kolleger beregnet præcist, hvordan udeladelsen af de russiske forskningsstationer påvirker de vigtigste variable, som forskere bruger til at måle klimaforandringerne i Arktis med. Og ikke overraskende, gør det en stor forskel.

- Udelukkelsen af de russiske forskningsstationer og alle de landbaserede målinger, de giver os, rykker grundlæggende ved udgangspunktet for vores data, og det kan give afvigelser, der er ligeså store som forskellen på de forventede klimaændringer ved slutningen af dette århundrede og i dag, siger han.

Før krigen delte 21 russiske forskningsstationer deres data med det internationale forskningskonsortium INTERACT, som er et videnskabeligt samarbejde mellem de otte arktiske lande.

Mange af de russiske forskningsstationer ligger på taigaen i Sibirien. Et område der er meget forskelligt fra Grønland, Svalbard og det nordlige Canada, hvor mange af de vestlige forskningsstationer ligger.

- Halvdelen af forskningsstationerne i Rusland ligger på taigaen i, hvad vi kalder for et borealt økosystem. Taigaen binder store mængder CO2, og derfor er området en vigtig del af det arktiske klimasystem. Ved at udelade det meste af det økosystem, skævvrides vores data, siger Efrén López-Blanco.

Og det er hans kollega og medforfatter på studiet professor Niels Martin Schmidt enig i.

- Den manglende data begrænser vores muligheder for præcist at beskrive forandringerne i Arktis. Når vi ikke længere har den russiske data, mister vi halvdelen af alle målingerne fra de boreale områder. Det betyder, med andre ord, at vi ikke længere får målinger fra den enorme sibiriske taiga-skov.

Heldigvis er der noget, vi kan gøre, for at rette op på skævvridningen. Ifølge Efrén López-Blanco vil styrkelsen af vores nuværende forskningsstationer samt oprettelsen af nye forskningsstationer i det nordlige Skandinavien og Canada løse en del af problemet.

- Hvis vi bruger de samme modeller og beregninger som i studiet her, kan vi finde frem til steder med nogenlunde samme klimaforhold som de russiske forskningsstationer, vi i dag mangler data fra. Vi kan finde steder i det nordlige Canada og Skandinavien, men det koster mange penge at oprette nye stationer, og det er noget fonde, politikere og beslutningstagere skal tage stilling til, siger han.

Den stigende skævvridning af data fra Arktis er ikke kun et problem, når vi prøver at forstå klimaet i den del af verden. Skævvridningen påvirker også vores viden om de globale klimaforandringer, forklarer Efrén López-Blanco.

- Tabet af den russiske data kan påvirke den løbende overvågning af de globale økologiske ændringer, der sker som konsekvens af klimaforandringerne. Ændringer, som når permafrosten smelter, vegetationen ændrer sig og jorden under isen afgasses.

Han frygter at skævvridningen af data kan påvirke de beslutninger, vi tager for at stoppe klimaforandringerne.

- Vores evne til at følge nøje med i klimaændringerne er blevet dårligere på grund af krigen. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på manglerne i vores data, når vi forsøger at dæmme for klimaeffekterne rundt omkring i verden, siger han.