Aarhus Universitets segl

”Vi skal altid sikre forskningsintegritet og armslængde”

Sagen om rapporten ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning” er ved at blive undersøgt til bunds. Den har affødt en række supplerende tiltag, samtidigt med, at der overordnet på AU og på fakultetet allerede er retningslinjer, der skal sikre integritet i forskningen og ansvarlig forskningspraksis.

Foto: Ida Jensen, AU Foto
Foto: Ida Jensen, AU Foto

Kritikken af rapporten ”Okse- og Kalvekøds klimapåvirkning”, der er udgivet af DCA, har sat ekstra fokus på, hvordan universitetet sikrer integritet i forskningen og god forskningskommunikation, når AU-forskere samarbejder med eksterne interessenter.

Det er et område, der hele tiden er i fokus for universitetet og for fakultetet. Det understreger dekan Lars Henrik Andersen: ”Vi tager oksekødssagen meget alvorligt og har iværksat ekstra tiltag for at sikre, at vi kommer til bunds i den”, siger han.

Der er taget følgende konkrete tiltag:

  • Rapporten er trukket tilbage og de 215.000 kr. universitetet har modtager fra Kvægafgiftsfonden er returneret.
  • DCA’s ledelse skal sikre, at alle rapporter der fremover udgives i DCA-regi er kvalitetssikrede
  • Alle DCA-rapporter fra de seneste 5 år, der er baseret på samarbejder med private virksomheder og interesseorganisationer bliver gennemgået for at afklare eventuelle problematiske forhold. Arbejdet er i gang.

Vi skal stadig samarbejde

Oksekødssagen har sat fokus på universitetets samarbejde med erhvervslivet.

”Det er vigtigt at understrege, at sagen ikke betyder, at vi skal holde op med at samarbejde med erhvervslivet og andre interessenter. Det er en vigtig opgave for os og en forpligtelse, så vi sikrer, at forskningsbaseret viden er med til at udvikle samfundet. Men vi skal sikre, at den enkelte forsker har forskningsintegritet og armslængde i samarbejdet og er sit ansvar bevidst i den sammenhæng. Det er både den enkelte forskers, forskningslederens og institutlederens ansvar at sikre, at man kender og følger AU’s regler og retningslinjer på området”, siger dekan Lars Henrik Andersen.

”Der er både på AU og på ST sat flere initiativer i gang, som støtter op om arbejdet med at sikre gode samarbejder, hvor forskningsintegriteten holdes intakt.  Der skal ikke herske tvivl om at forskningsintegritet er et meget vigtigt emne på ST. Vi bruger mange ressourcer på at gøre retningslinjerne synlige og lette at forstå, og jeg forventer at alle medarbejdere vil arbejde konstruktivt og ansvarligt med opgaven”, siger dekan Lars Henrik Andersen.

Retningslinjer for alle universiteter

Tiltag på AU

AU har valgt at udbygge principperne for alle universiteter:

  • Som opfølgning på forskningsfrihedsundersøgelsen fra 2018 har universitetet siden årsskiftet arbejdet på tiltag, der giver forskere udvidede muligheder for at søge råd og vejledning om forskningsfrihed. De tiltag er netop ved at blive implementeret. Læs nyheden: Aarhus Universitet udbygger eksisterende retningslinjer for forskningsfrihed
  • Se  også AU’s site om forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis, hvor man kan finde alle retningslinjer, regelsæt og guidelines på området.
  • I den sammenhæng har rektor 6. september skriftligt indskærpet over for dekaner og institutledere, at alle medarbejdere skal have kendskab til de grundlæggende, eksisterende retningslinjer for integritet i forskning og god forskningskommunikation.
  • Der bliver udviklet et obligatorisk kursusforløb for alle forskere på AU om forskningsfrihed og –integritet.

Særlige tiltag på ST

  • ST har i de seneste år udviklet et kvalitetsledelsessystem for forskningsbaseret myndighedsrådgivning, herunder rådgivning for andre end myndigheder. Implementeringen af systemet er sat i gang.
  • En samling praktiske guidelines omkring eksternt samarbejde er under udarbejdelse.
  • Fakultetet tilbyder allerede nu et kursus i forskningsbaseret myndighedsbetjening. Kursisterne gennemgår blandt andet ST’s kvalitetsledelsessystem og de juridiske aspekter, herunder samspillet med forvaltningslov, offentlighedslov, miljøoplysningslov og databeskyttelseslov. Forhold som interessentinddragelse og interessentkommunikation tages også op. Fakultetets egne medarbejdere og hovedspillere fra nationale myndigheder og erhverv indgår som oplægsholdere.
  • På ST bliver der snarest holdt møder på de enkelte institutter for alle VIP’er, hvor der bliver informeret om opfølgningen på forskningsfrihedsundersøgelsen og kravet om, at alle efterlever principperne for forskningsintegritet. Desuden har rektor opfordret til, at alle gør brug af de lokale rådgivere eller tager sagen op med ledelsen, hvis man har viden om forhold, der ikke lever op til retningslinjerne.

Find ST´s rådgivere i ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed

Læs desuden ST’ s udmeldinger om oksekødsrapporten:

Læs AU’s redegørelse til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen om oksekødssagen.