Hvert eneste sekund skubber Golfstrømmen mere end 150 millioner kubikliter varmt vand fra det Caribiske hav mod nord. Det lune vand strømmer syd om Island og ind i Nordsøen, hvor det holder klimaet mildt og vådt i landene omkring.

Strømmen vender et sted nord for Island og strømmer tilbage ned langs den grønlandske østkyst. Nu er vandet dog ikke længere varmt, men er blevet afkølet. Koldt vand er dog ikke det eneste, strømmen slæber med.

Smådyr, der har optaget giftstoffer, som er ledt ud i havet fra industrien i USA og dele af Europa, bliver ført hertil. Her bliver de spist af fisk, som igen bliver spist af sæler og hvaler. Og sidst, men ikke mindst, bliver sælerne spist af isbjørnene.

Når de østgrønlandske fangere skyder og spiser isbjørne, sæler og hvaler, får de derfor store mængder af disse miljøgifte ind i kroppen. 

Ifølge nye forskningsresultater har østgrønlænderne nogle af de højeste niveauer af miljøgifte i verden. Og for nogle af stofferne ser det ud til, at det bliver værre og værre, forklarer Eva Bonefeld-Jørgensen, der er professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

- Den gode nyhed er, at vi kan se, at regulering virker. Eksempelvis er niveauet af PCB faldet signifikant, efter det blev udfaset. Derimod er der i PFAS-gruppen af kemikalier kun få ud af flere tusinde stoffer, der er blevet reguleret, siger hun og fortsætter:

- Generelt har befolkningen i Østgrønland en større koncentration af mange af disse stoffer i kroppen end folk på den grønlandske vestkyst og i Danmark. Hvilke præcise helbredseffekter, det har, ved vi ikke nøjagtigt, fordi befolkningen på østkysten er så lille, at vi statistisk ikke kan konkludere det ud fra vores data.

Selvom Eva Bonefeld-Jørgensen ikke kan sige noget specifikt om, hvordan miljøgiftene påvirker indbyggerne i Østgrønlands helbred, findes der dog undersøgelser af andre og større befolkningsgrupper, hvor man kender nogle af effekterne, forklarer hun.

- Vi finder store koncentrationer af PFAS i indbyggerne på Østgrønland. Fordi PFAS er en samlebetegnelse for mere end 4000 forskellige stoffer, er vi dog nødt til at se på den additive effekt af PFAS-stofferne for at finde sundhedspåvirkningen.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at PFAS påvirker fosterets vækst hos gravide kvinder. Det giver en lavere fødselsvægt, og det kan påvirke et barns udvikling og sundhed negativt. Desuden ved vi, at stofferne påvirker immunforsvaret blandt andet gennem vaccinationsrespons hos børn. Derfor er det selvfølgelig bedst at undgå dem så vidt muligt.

En af måderne, østgrønlænderne kan undgå PFAS og andre miljøgifte på, er ved at spise mindre isbjørn, sæl og hval, forklarer Rune Dietz, der er professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og som også har været en del af undersøgelsen.

- Både isbjørne og ringsæler har høje niveauer af PFAS i sig. I Scoresbysund er der et stort indtag af disse arter, og vi ser derfor også, at indbyggerne i byen har højere niveauer af PFAS i kroppen.

- Længere sydpå i Tasiilaq spiser de i stedet tandhvaler såsom grindehvaler, spækhuggere og hvidnæsede delfiner. Her har befolkningen mindre PFAS, men højere niveauer af andre gifte i kroppen.

I Grønlands hovedstad Nuuk og på vestkysten generelt, spiser folk langt mere fisk og færre marine pattedyr. Det betyder, at de generelt har lavere niveauer af miljøgifte i kroppen. Faktisk ligger PFAS-niveauer nogenlunde på niveau med befolkningen i Danmark, forklarer Eva Bonefeld-Jørgensen.

- Når man sammenligner Vestgrønland og Danmark, er der ikke den store forskel. Gravide i Aarhus og Nuuk har nogenlunde de samme koncentrationer af PFAS i kroppen. Begge bruger de samme forbrugerprodukter, og befolkningen i Nuuk spiser generelt importerede fødevarer fra Danmark og ikke så meget traditionel grønlandsk kost.

- I Østgrønland er det helt anderledes. Her er niveauerne meget højere. I Scoresbysund ser vi over ti gange højere koncentrationer af miljøgifte, og det stammer altså primært fra deres marine kost.

Ifølge Eva Bonefeld-Jørgensen er grønlænderne udmærket klar over, at isbjørne og hvalkød er fyldt med giftstoffer. Men det er svært at ændre ældgamle traditioner.

- I Scoresbysund har de tradition for at spise isbjørne. Når en fanger skyder en isbjørn, har familien mad til det meste af vinteren. Det bliver altså også et økonomisk spørgsmål, siger hun.

Mange af de miljøgifte, som forskerne har undersøgt, gør os ikke øjeblikkeligt syge. I stedet ophober de sig langsomt i cellerne, og det er den livslange eksponering, vi skal være opmærksomme på, fortæller Eva Bonefeld-Jørgensen.

- Specielt børn og gravide skal passe på. I Østgrønland er de virkelig på vej op i det røde felt, så det er vigtigt, at der bliver gjort noget, siger hun.

Da det ikke er muligt at fjerne giftstofferne fra naturen, er det eneste, man kan gøre at ændre sin kost. Og jo længere nede i den marine fødekæde, maden stammer fra, desto bedre, forklarer Rune Dietz. 

- Giftstofferne bliver optaget af små organismer. De bliver eksempelvis spist af små fisk, som så får et skud gift i kroppen, hver gang de spiser. På den måde får fisken en større koncentration af gift end mikroorganismen. Den akkumulering fortsætter hele vejen op i fødekæden. Derfor har isbjørne, som befinder sig allerøverst, flere giftstoffer i sig, siger han.

Fisk er altså bedre, selvom de indeholder også små mængder giftstoffer. Desuden vil det være godt at spise lam, rensdyr og moskusokser, som også findes nogle steder på Grønland, forklarer Eva Bonefeld-Jørgensen.

- Problemet med at skaffe rensdyr eller moskusokser på Grønland er, at du skal kende nogen, der skyder dem. Du kan ikke købe kødet i supermarkedet særligt mange steder, da det kræver dyrlægekontrol. Derfor kan det være svært at lægge kosten om, når man bor isoleret på østkysten.

Selvom lægerne oftest er bekymrede for kvinder og børn, når det kommer til miljøgiftene, viser forskningen, at mændene har de højeste koncentrationer.

Det skyldes to ting, forklarer Eva Bonefeld-Jørgensen.

- Umiddelbart tror vi, at det er måden, de spiser på. Mænd spiser generelt set mere, og eksempelvis spiser de ofte mere isbjørnekød end kvinderne.

- Desuden er der noget, som kunne tyde på, at mænd har sværere ved at udskille nogle af disse stoffer. Eksempelvis PFAS. Studier fra dyr tyder på, at det kvindelige kønshormon østrogen fremmer udskillelsen, mens det mandlige kønshormon testosteron hæmmer den.   

Kvinderne har desuden mulighed for at komme af med nogle af miljøgiftene, når de menstruerer, overfører dem til et foster eller ammer. Når de ammer, får barnet dog stofferne i stedet. Derfor er det vigtigt, at der især i Østgrønland bliver sat ind med anbefalinger til en kostændring, forklarer hun.

- De fleste grønlændere ved godt, at de bør spise mindre isbjørn, hval og sæl. Men det er en stor del af deres kultur og ikke noget, man lige ændrer fra den ene dag til den anden. Det tager tid.