I 2007 rejste professor Jonas Teilmann fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet til Island med et hold kolleger. Deres plan var at fange vågehvaler og måle deres hørelse i det iskolde vand langs kysten. 

Men det var lettere sagt end gjort.

Selvom vågehvalerne er de mindste bardehvaler – en slags lillebror til de kæmpemæssige blåhvaler – er det ikke nemt at fange dem og holde dem stille og rolige, mens man udsætter dem for en lyttetest.

Og det mislykkedes da også.

Siden har ingen forsøgt sig med at måle vågehvalernes hørelse. Indtil nu. 

Sidste år lykkedes det forskerholdet fra Danmark, USA og Norge at fange og måle hørelsen på to vågehvaler. Vel og mærke uden at hvalerne led overlast. Da resultatet tikkede ind på computeren, kom det dog bag på forskerne.

- Ingen har målt hørelsen af bardehvaler tidligere, og vi troede faktisk ikke, at de var i stand til at høre højfrekvente lyde. Når de kommunikerer med hinanden, er det nemlig i det lavfrekvente område. Men det viser sig altså, at de hører meget bedre, end vi mennesker gør, siger Jonas Teilmann.

Bardehvalerne er den eneste gruppe af havpattedyr, hvor det aldrig er lykkedes at lave en høretest. Altså indtil nu. Tidligere har forskere testet hørelsen på sæler, tandhvaler, oddere og søkøer. 

De nye resultater er derfor meget vigtige, fortæller professoren.

- Anatomiske studier af bardehvaler har tidligere peget på, at den gruppe af hvaler ikke kunne høre højfrekvente lyde. Nu viser vi noget helt andet. Det betyder, at vi skal tænke mere over, hvor vi støjer i havet, for motorbåde, færger og opsætning af havmøller forstyrrer måske bardehvalerne mere, end vi ellers troede.

Når der skulle gå 15 år, før det lykkedes Jonas Teilmann og kollegerne at fange og måle hørelsen på en vågehval, er det fordi, det er temmelig svært at fange en hval. Særligt når man ikke vil gøre skade på den.

Vågehvaler bliver stadig jaget og spist i Norge, Island og Grønland. Arten er ikke truet, så fangerne jager lovligt hvalerne for deres kød og spæk.

Men det er altså en helt anden sag at fange en vågehval uden brug af harpun, forklarer Jonas Teilmann.

- Det har været meget vigtigt for os, at hvalerne ikke skulle lide nogen overlast. Derfor har vi brugt meget tid på at fange dem på en forsvarlig måde. Og det har taget tid at planlægge.

De sidste fire år har forskerholdet brugt hver juni måned på Lofoten i Norge. På det tidspunkt trækker vågehvalerne nemlig nordpå langs kysten, og mange af dem svømmer gennem et snævert stræde mellem to øer. Det er muligvis det eneste sted i verden, hvor vågehvaler trækker helt tæt på land, og det var derfor det perfekte sted at fange dem, forklarer han.

- Det første år brugte vi på at overvåge, hvor de svømmer, så vi kunne placere de net, vi ville bruge til at fange dem, helt præcist, siger han.

Passagen mellem de to øer var så smal, at forskerne kunne sætte et net tværs over. Når hvalerne svømmede ind mellem øerne, lukkede forskerne fra to motorbåde nettet bag hvalerne.

- Typisk skiftedes vi til at sidde vagt på klipperne og holde øje med, om der var hvaler på vej. Når en hval blev spottet, koordinerede vi indsatsen over radioen. Vi havde 24 timers overvågning for at fange de få hvaler, der gik i fælden, og for at kunne reagere hurtigt, hvis hvalerne skulle komme til skade i nettet, siger han.

Når nettet blev lukket bag hvalen, sejlede motorbådene langsomt efter hvalen og pressede den forsigtigt hen i en del af det nu lukkede bassin, hvor et andet net var placeret. Nettet havde forskerne lånt fra en lokal lakseopdrætter. 

Med hvalen i laksenettet kunne forskerne langsomt hæve det og løfte hvalen op til havoverfladen med håndkraft, hvor de satte en sugekop med elektrode og måleudstyr på den.

- Vi havde to dyrlæger med, som hele tiden holdt øje med, at hvalen havde det godt. De kiggede efter stresssymptomer som uregelmæssig vejrtrækning, om den rystede eller åbnede øjne og mund på vid gab. Flere gange måtte vi droppe at måle, fordi nogle af hvalerne simpelthen var for urolige ved situationen. Når det skete, satte vi den fri igen, siger han.

Jonas Teilmann og kollegerne endte med at måle hørelsen på to hvaler, mens de måtte slippe tre hvaler løs igen, inden de nåede at måle noget.

Hvordan måler man egentlig hørelsen på en hval? Man kan jo ikke, som når vi tester menneskers hørelse, spørge den, om den kunne høre den og den lyd.

Princippet er det samme, som når man måler hørelsen hos spædbørn, der heller ikke kan sige, om de hører noget eller ej, forklarer Jonas Teilmann.

- Vi målte det, man kalder auditory brainstem response (ABR). Vi sender en lyd til hvalens øre og måler derefter på dens hjernebølger, der udsender små elektriske signaler. Når hvalen registrerer en lyd med øret, sender det et signal til hørecentret inde i hjernen. Og det er det signal, vi forsøger at opsnappe.

Hvis hvalen kan høre lyden, vil signalet fra øret til hjernen altså dukke op på forskernes målinger. På den måde kan forskerne ved at spille lyde med forskellige frekvenser blive klogere på, hvad hvalerne er i stand til at høre.

Og her blev de overraskede.

- Vi startede med de lave frekvenser og arbejdede os højere og højere op. Det kom bag på os, hvor høje frekvenser hvalerne kan høre. Faktisk hører de langt højere frekvenser end os mennesker. Det betyder, at vi skal tage langt mere hensyn til de store hvaler, når vi mennesker er på havet, siger han.

Desuden larmer det også, når vi undersøger havbunden for at se, om den er stabil nok til, at der kan opsættes havvindmøller. Der er altså en hel række aktiviteter, som vi nu ved også påvirker vågehvaler.

- Jonas Teilmann, professor ved Institut for Ecoscience

Selvom vågehvalen er mest udbredt længere mod nord, findes den også i danske farvande. I Nordsøen bliver de ofte observeret omkring olieplatformene, men det sker også, at de forvilder sig ind i de indre danske farvande.

De nye resultater er derfor vigtige i forhold til, hvad vi mennesker bør være opmærksomme på, når vi foretager os ting på havet, fortæller Jonas Teilmann.

- Militæret bruger højfrekvente lyde til at lede efter ubåde, fiskekuttere bruger sonar i jagten på fisk, og olieindustrien bruger høje lyde, når de kortlægger undergrunden i jagten på nye oliefelter, siger han og fortsætter:

- Desuden larmer det også, når vi undersøger havbunden for at se, om den er stabil nok til, at der kan opsættes havvindmøller. Der er altså en hel række aktiviteter, som vi nu ved også påvirker vågehvaler og derfor højst sandsynligt også andre bardehvaler såsom blåhvaler og pukkelhvaler. Det har vi ikke været opmærksomme på tidligere.

Hvor meget bardehvaler bliver påvirket af de højfrekvente lyde, ved vi endnu ikke. Det er noget af det, vi må undersøge i fremtiden, slutter Jonas Teilmann.