En sort minibus parkerer knasende i gruset foran hovedindgangen til Aarhus Universitets forskningsfaciliteter lidt udenfor Viborg. Fra sædet ved siden af chaufføren hopper en mand energisk ud. Han smiler bredt og giver med det samme hånd.

Vitali Koval hedder han, og han er ikke ‘hr-hvem-som-helst’. Sidste år blev han udpeget til posten som landbrugsminister i Ukraine. En vigtig og magtfuld post i et land, hvor landbruget spiller en kæmpe rolle i økonomien.

Ukraine er et af de største landbrugslande i verden. Eller, det var det i hvert fald, før Ruslands invasion i 2022.

Siden krigens udbrud har landbrugssektoren i landet tabt omkring 80 milliarder dollars. Det vurderede Vitali Koval i februar på et møde i Verdensbanken.

Det store tal skyldes ikke blot skade på gårde, marker og materiel som følge af krigen, men også logistiske udfordringer med at bringe varer frem, højere priser på gødning og diesel samt høje udgifter til at fjerne miner fra markerne.

Omkring to millioner hektar land i Ukraine er blevet overstrøet med miner. På nuværende tidspunkt er kun knap en fjerdedel blevet ryddet. Krigens omkostninger for landbruget kommer altså fortsat til at stige.

Samtidig er det i høj grad landbruget, der holder krigsindsatsen i gang, fortæller Vitali Koval, mens snakken går i minibussen på vej ud for at se den første forsøgsmark. Hele 60 procent af landets eksport kommer fra landbrugssektoren – og landbruget udgør 20 procent af det samlede ukrainske bruttonationalprodukt. 

- Genopbygningen af landbrugssektoren skal begynde med det samme. Især ved fronten er gårde og marker fuldstændigt smadrede. Vi skal bygge det op igen – ikke som før, men med ny teknologi og nye metoder. Det er derfor, jeg er taget hertil for at lære og blive inspireret, siger han.

Og netop genopbygningen af landbruget kan dansk forskning og teknologi være behjælpelig med. Det vurderer prodekan for forskning på Faculty of Technical Sciences, Brian Vinter.

- Ministerens besøg kan forhåbentlig hjælpe med at skubbe ukrainsk landbrug i en ny retning. Når store dele af deres landbrug skal genetableres, håber jeg, at vi kan inspirere dem til at se på afgrøder og dyrkningsmetoder, der gør ukrainsk landbrug mere resilient fremadrettet. Og jeg håber, at besøget kan kickstarte deres innovative jordbrugsfremtid.

Han fortsætter:

- Alle danskere vil gerne hjælpe Ukraine. Her står vi med noget, som kan hjælpe direkte. Det er en stor fornøjelse at kunne gøre det. Samtidig vil Ukraine jo gerne være en del af EU om nogle år. Ved at hjælpe med at gøre deres landbrug grønnere og mere bæredygtigt, kan vi forhåbentlig hjælpe dem tættere på det mål.

Himlen over forsøgsmarken er dyb blå, og var det ikke for spredte skyer, ville den føles uendelig. Vitali Koval står på græsmarken i sit mørkeblå tøj og lytter. 

Han har ikke jakkesæt på, som de fleste danske ministre på officielt besøg nok ville have. I stedet er han iført en pullover med et militaristisk snit og et par bukser i et kraftigt lærredsstof. Praktisk tøj, der afspejler den virkelighed, hans land befinder sig i.

Med gråblå øjne lytter han koncentreret, mens professor Uffe Jørgensen, fra Institut for Agroøkologi, fortæller om de forsøg, hans team lige nu laver på markerne.

Holdet af forskere og teknikere arbejder dagligt med at dyrke og optimere udbyttet fra forskellige arter og sorter af græs, kløver og flerårige urter. I modsætning til korn vokser kløvergræs på marken sæsonen igennem – og det er ikke nødvendigt at pløje marken op i foråret. Det giver en række fordele, forklarer professor på Institut for Agroøkologi, Uffe Jørgensen.

- I Danmark bruger vi en stor del af vores markareal på at dyrke foder til dyr og mad til mennesker. De afgrøder kræver, at vi pløjer marken op hvert år – og det frigiver store mængder CO2. Hvis vi erstatter byg og hvede med kløvergræs, der vokser hele året – og ikke har behov for pløjning, vil vi ikke blot binde mere CO2 i planterne og jorden, men også kunne producere både foder, mad og materialer til at erstatte plastik.

- Vores resultater viser, at vi kan fordoble udbyttet og halvere nitratudvaskningen. Det kan vi, fordi græsmarker kan stå grønne hele året, og vi kan høste en tre-fire gange på én sæson. Samtidig vil det gøre os uafhængige af at importere soja fra Sydamerika. Men det kræver, at vi kan omdanne græsset til brugbare produkter.

Kløvergræs har hidtil ikke været en specielt vigtig afgrøde i landbruget, fordi det kun kan bruges som foder til drøvtyggende dyr, såsom køer. Svin og kyllinger kan ikke nedbryde- græsfibrene i deres maver – medmindre proteinet bliver trukket ud af græsset.

Og det er netop, hvad forskerne på AU Viborg er lykkedes med. De har udviklet teknologier til at trykke protein ud af græsset, så det kan udnyttes til en lang række formål.

For enden af en lang bygning i røde mursten står en enorm sølvfarvet maskine beskyttet mod vind og vejr af et halvtag. Maskinen ligner noget, Storm P. kunne have tegnet: Et sammensurium af transportbånd, containere, slanger, kabler og en enorm presse, der klemmer væden ud af græsset. 

Vitali Koval står i skyggen foran maskinen og dufter til en klump græs, som har været gennem maskineriet. Græsset er mørkegrønt, tørt og dufter kraftigt af nyslået plæne. En tyk, sødme, der hænger i luften.

Han mærker på det bløde græs, slår blikket op og betragter nysgerrigt maskinen.

- Hvor mange år vil der gå, før denne teknologi er klar?, spørger han.

Seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Steen Henrik Møller, som fungerer som guide på dagens rundtur, svarer prompte.

- Jamen, den er allerede klar. Vi har to kommercielle anlæg i Danmark – og der er flere på vej.

Maskinen er et bioraffinaderi. Den er en del af et testanlæg, forskerne bruger til at lave eksperimenter på. Forsøg med at omdanne græsset fra forsøgsmarkerne til en række forskellige produkter. Det forklarer Morten Ambye-Jensen, der er lektor på Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet og har ansvaret for forsøgsanlægget.

- Når vi hælder græs i maskinen, trækker vi protein ud, som vi kan putte i foder til svin og kyllinger og erstatte behovet for soja. Det har allerede været muligt i nogle år.

- Problemet er, at det endnu ikke kan betale sig, da importeret soja stadig er en smule billigere. Derfor arbejder vi både på at optimere selve processen og på at gøre spildprodukterne fra processen mere værd.

En række rør fra den store maskine fører gennem muren og ind i den røde murstensbygning. Herinde står en række store tanke og summer. Duften af græs er overvældende.

Vitali Koval må råbe sit spørgsmål for at overdøve larmen fra maskinerne.

- Har I virksomheder, der udnytter disse fibre?

Han står med fingrene i en kasse fyldt med knastørre, lysegrønne fibre. Fibre, der er trukket ud af græsset, efter det er blevet drænet for protein. Egentlig et spildprodukt. Men et spildprodukt med stort potentiale.

- Ikke endnu, lyder svaret.

- Men vi er tæt på at have knækket nøden, svarer professor Uffe Jørgensen.

Sammen med Morten Ambye-Jensen arbejder han på at udvikle ny teknologi til at udnytte græssets spildprodukter. En række fremskridt, der er nødvendige, for at gøre bioraffinaderier som dette til en god forretning. På nuværende tidspunkt kan de nemlig kun konkurrere med importeret soja, når det er økologisk.

Det forklarer Morten Ambye-Jensen.

- Når vi trækker protein ud af græsset, får vi to sidestrømme, som man kalder henholdsvis pressekage og brunsaft. Normalt hælder man begge i et biogasanlæg og får bioenergi ud af det. Vi er dog i fuld gang med at udvikle metoder og koble teknologier til at omdanne sidestrømmene til byggematerialer, emballage og tekstiler samt fødevarer til mennesker 

- Den slags produkter er mere værd end biogas, og det kan pludseligt gøre det fordelagtigt at dyrke græs, når man har bioraffinaderier, der kan forædle det til en lang række værdifulde produkter. Og vi er meget tæt på. Udviklingen går hurtigt, og der findes flere pilot- og demonstrationsanlæg, der arbejder med at optimere disse bioraffineringsteknologier.

Ukraine er en af verdens største producenter af både korn og solsikkeolie. Landet stod inden krigen for 30 procent af hele verdens produktion af solsikker.

Mere end 55 procent af landet er agerjord, og da landet er kontinentets næststørste efter Rusland, er der tale om kæmpemæssige områder med landbrugsjord.

Når Ukraine skal genopbygges efter krigen, vil det kræve enorme investeringer, og her kan græs og de nye teknologier muligvis komme til at spille en vigtig rolle. Det vurderer Morten Ambye-Jensen.

- Kløvergræs er nemt at etablere, giver store udbytter og er mere miljøvenligt end korn og andre etårige afgrøder. Derfor tænker jeg, at det er særligt relevant for Ukraine. 

- Det vil desuden være effektivt og billigt at komme i gang med at dyrke, det er flerårigt, så man skal ikke ud at købe frø hvert forår, pesticiderne kan helt skæres væk – og det kræver mindre gødning, når der er kløver i.

Den vurdering deler prodekan Brian Vinter.

Fordi græsset ikke blot kan laves til foder og fødevarer, men også materialer og energi, vil det gøre Ukraine mere selvforsynende – og dermed mindre afhængig af eksempelvis russisk gas.

De vil med andre ord blive mere resiliente, forklarer prodekan Brian Vinter.

- Ukraine vil virkelig kunne rykke noget på grund af deres størrelse. De har areal nok til at blive selvforsynende både med “food, feed and energy”. Det vil styrke deres resiliens, og de vil blive mindre afhængige af russisk gas og kunstgødning. I stedet vil de få værdifulde produkter, som de kan sælge ind i Europa, siger han.

Før murens fald var Ukraine enorm vigtig for Sovjetunionen. Landet leverede mad til en stor del af de 285 millioner mennesker, der var en del af østblokken.

Meget af østblokkens forskning i landbrug og fødevarer foregik på store forskningsfaciliteter i Ukraine. Eksempelvis lå det sovjetiske institut for planteavl og genetik i Odessa ved Sortehavet.

Men da østblokken kollapsede, hev Rusland en stor del af forskertalenterne og forskningsfaciliterne til Moskva. Ukraine stod derfor tilbage med en amputeret landbrugsforskning, og det er ikke lykkedes at bygge et ligeså stærkt forskningsmiljø op igen, fortæller Vitali Koval.

- Vores nuværende model fungerer ikke særlig godt. Forskningen og industrien er opdelt og taler ikke sammen. Vi skal have opbygget et stærkt og samarbejdende forskningsmiljø, som kan løse nogle af vores store udfordringer i landbruget.

- Ligesom I gør her i Danmark, siger han og peger rundt.

Kort efter kravler den ukrainske delegation ind i den sorte minibus. Inden dørene lukkes, udveksler de visitkort med professor Uffe Jørgensen. Ministeren skriver desuden en række navne på ukrainske forskere på en blok.

- Hvis vi skal samarbejde, kunne de være et godt sted at starte, siger han og lukker døren. Med et vink og et smil fortsætter de videre ud på deres rundrejse i Danmark.