Hjælp med at forebygge indbrud og tyveri
Luk vinduer og døre, før du går hjem, og lad ikke værdier ligge i bilen. Med lidt ekstra opmærksomhed og omtanke kan vi alle være med til at undgå ubehagelige overraskelser.

Mange har desværre oplevet det – at møde ind til et kontor om morgenen, hvor computer og andre værdigenstande er væk, eller at komme ud til sin bil sidst på dagen og blive mødt af knuste ruder og en tom bil.
Selvom yderdørene bliver låst og vagterne går deres runder i nattetimerne og tjekker bygningerne, er det ikke altid nok til at undgå indbrud og tyverier. Det er et problem mange steder på Aarhus Universitet, særligt i bygningerne på Campus-området.
En del af problemerne skyldes desværre, at det ofte er alt for nemt for tyvene at komme ind gennem åbentstående vinduer og ulåste døre fx på altaner, eller døre, hvor der er sat kile i, for at undgå at de smækker.
Universitetet bruger mange penge på at udbedre skader efter indbrud, og det er ærgerlige og unødvendige udgifter. Men det er især ærgerligt og irriterende for den, det går ud over – og det kan være, det er dig næste gang!
Så hjælp med at forebygge indbrud - det kræver bare lidt ekstra omtanke i hverdagen:
- Luk vinduerne, når du forlader et lokale
- Tjek at vinduerne i dit kontor er lukket, når du går hjem
- Fjern kiler fra døre til mellemgange o. lign., når du går hjem
- Lås altandøren igen, når du kommer ind
- Lås personlige værdier inde, også i dagtimerne
- Lad ikke værdier ligge synligt fremme i bilen
Hvis du har spørgsmål kan du kontakte din lokale afdeling af Bygningsservice