1288 har fået tilbudt en studieplads på Tech
Efter sommerferien starter det største hold ingeniørstuderende i universitetets historie, og i AU Viborg gør undervisere og tutorer klar til at byde de første 77 studerende velkomne.
Om kort tid vil sommerferien-stilheden på Aarhus Universitet blive forvandlet til et brag af en studiestart, og det vil komme til at summe af liv i de næste mange år.
Aarhus Universitet melder om det største optag nogensinde, og en vigtig del af forklaringen på dette er fremgangen på ingeniørområdet og de nye uddannelser på AU Viborg.
Tech har d. 26. juli tilbudt studiepladser til det højeste antal ingeniørstuderende i universitets historie, og fakultetet er samtidig klar til at tage godt imod den første årgang af studerende på de tre nye uddannelser: Veterinærmedicin (dyrlægeuddannelsen), Dyrevidenskab samt Plante- og fødevarevidenskab.
”Vi ser frem til at byde de nye studerende velkomne på AU Viborg i august. Jeg er sikker på, at de ikke bliver skuffede. Vi er klar med uddannelser af meget høj kvalitet og et unikt studiemiljø, hvor teori og praksis er i balance. De studerende kan se frem til et arbejdsmarked, hvor deres viden og kompetencer er i meget høj kurs,” siger Finn Borchsenius, prodekan ved fakultetet Technical Sciences.
Finn Borchsenius glæder sig også til at byde den meget store årgang af ingeniørstuderende velkommen.
“Det er en god nyhed for hele Danmark og for de mange virksomheder, som efterspørger højt kvalificeret arbejdskraft. De nye ingeniørstuderende kan forvente et indholdsrigt studieliv og et fremtidigt arbejdsliv med rigtig gode muligheder," siger Finn Borchsenius, prodekan ved fakultetet Technical Sciences, Aarhus Universitet.
Ingeniører fra Aarhus Universitet har i dag landets laveste dimittendledighed.
Læs også nyheden: Velkommen til 1211 nye ingeniørstuderende
Drømme går i opfyldelse
Langt størstedelen af de nye studerende på Tech er førsteprioritetsansøgere. Det betyder, at de fleste har fået opfyldt deres højeste ønske til videregående uddannelse, og det tegner lovende, mener Finn Borchsenius:
"Det betyder, at vi kan se frem til at tage imod dedikerede unge mennesker på vores uddannelser, og det er et godt udgangspunkt for deres liv som universitetsstuderende," siger han.
Diplomingeniøruddannelserne er fortsat de mest populære uddannelser på Tech og står for 918 af studiepladserne. Civilingeniørbachelor-uddannelserne vokser og får i år 293 nye studerende.
Dermed er næsten hver sjette af de nye studerende på Aarhus Universitet ingeniørstuderende.
Fakultetets mest søgte uddannelse er Veterinærmedicin med 693 ansøgere til 30 pladser.
Diplomingeniøruddannelserne i Bygning og Softwareteknologi er de mest søgte ingeniøruddannelser, og civilingeniørbacheloruddannelsen i Mekanik er årets højdespringer med i alt 179 ansøgere til 75 pladser.
Læs også nyheden: Rift om pladserne - flere vil læse til ingeniør på Aarhus Universitet
Flere starter online
I AU Herning har Tech tilpasset udbuddet af uddannelser med en særlig satsning på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk energiteknologi, der kan læses både på campus og online.
Det ser nu ud til at bære frugt.
”Online er en spændende ny måde at lave uddannelse på, og vi har store forventninger til optaget i de kommende år. Vi kan allerede nu se en væsentlig interesse, og det kan tyde på, at vi har ramt rigtigt med vores tilbud til en ny målgruppe af studerende, der bor langt væk fra universitetet,” siger Finn Borchsenius.
Læs mere om online ingeniøruddannelsen her
Håndværkere vil på universitetet
Også universitetets etårige Adgangskursus til ingeniøruddannelserne kan se frem til flere studerende. I år er det især håndværkere, der har søgt om optagelse, og det glæder Mette Ramsing Lindhardtsen, der er leder af Adgangskursus i Aarhus og AU Herning:
“Vi vil meget gerne have flere håndværkere igennem vores Adgangskursus. De kommer med værdifuld praktisk erfaring, og det gør, at de bliver dygtige studerende og dygtige ingeniører. De klarer sig godt, og de er eftertragtede blandt virksomhederne."
Adgangskursus har studiestart både sommer og vinter. Ansøgningsfristen for Adgangskursus med vinterstudiestart er 1. december.
Ledige pladser og vinterstart
Diplomingeniøruddannelserne i Fødevareteknologi og Elektrisk energiteknologi har enkelte ledige pladser. Det samme har uddannelsen Plante- og fødevarevidenskab.
På au.dk vil det fra fredag den 26. juli være muligt at søge om optagelse på disse uddannelser frem til og med den 1. august.
Det er også muligt at søge om optagelse på en uddannelse med vinterstart. Her er ansøgningsfristen d. 1. november.
Læs mere om vinterstart på ingeniøruddannelserne
Studiestart på Tech
Der er semesterstart og første undervisningsdag for alle ingeniørstuderende og på AU Viborg d. 26. august.
Introdagene finder sted d. 21.-23. august.