Fem af Europas førende landbrugs-, fødevare- og life science-institutioner samarbejder i European Science Alliance for Agriculture and Food (ESAAF) - et videnskabeligt partnerskab, som skal støtte omstillingen af EU's agro-fødevaresektor. Aarhus Universitet deltager i ESAAF sammen med partnere fra Tyskland, Holland, Frankrig og Polen.
ESAAF har som fælles ambition at skabe bæredygtige, konkurrencedygtige og modstandsdygtige fødevaresystemer på tværs af Europa og sikre, at fremtidens strategier er understøttet af videnskabelig evidens.
”Vi er overbeviste om, at den praksisbaserede videnskabelige ekspertise, vi leverer under rammen af ESAAF, vil spille en afgørende rolle i den nuværende og kommende omstilling af den europæiske agro-fødevaresektor. Som en af grundlæggerne af ESAAF er vi meget optagede af at styrke forbindelsen mellem forskning og politik til gavn for hele Europa” siger Eskild Holm Nielsen, dekan for Faculty of Technical Sciences ved Aarhus Universitet.
Læs mere om ESAAF på hjemmesiden her: Forside - ESAAF, og hold dig opdateret på aktuelle nyheder og arrangementer.
ESAAF forventer en udvidelse med flere akademiske institutioner inden for landbrug og fødevarer.