Dansk opfindelse vinder stor international pris
Forskere på Aarhus Universitet vinder pris ved en af verdens største videnskabskonkurrencer. Sammen har de opfundet et apparat til at måle biodiversiteten i toppen af trækronerne i regnskoven.
I sidste uge var en række af verdens førende forskere i biodiversitet samlet i Rio de Janeiro. Her mødtes de i spænding for at overvære prisoverrækkelsen i konkurrencen XPRIZE Rainforest – en af verdens største videnskabskonkurrencer.
Et af de forskerhold, der var i spil til priserne, havde flere dygtige forskere fra Aarhus Universitet med om bord.
Ingeniørdocent Claus Melvad fra Institut for Mekanik og Produktion og professor Toke Thomas Høye fra Institut for Ecoscience var, sammen med deres respektive forskningsgrupper, med til at opfinde den teknologi, som løb med en af priserne.
De har udviklet en slags paraply, der kan flyves ind i Amazonas med drone og sættes af i kronen af de høje træer. Heroppe filmer, lytter og måler apparatet alle de dyr, der er i nærheden.
Særligt i trækronerne lever der masser af uopdagede arter, men forskerne har travlt, hvis de skal nå at kortlægge dem. Regnskoven forsvinder nemlig i disse år med faretruende hast. Desuden er trækronerne et temmelig utilgængeligt for de forskere, der udforsker regnskoven.
- Trækronerne er en blind vinkel for os biodiversitetsforskere. Det er svært for os at klatre derop, så vi ved faktisk meget lidt om, hvad der lever oppe i bladhænget. Derfor har vi udviklet denne løsning, siger Toke Thomas Høye.
Opfindelsen har da også allerede vist sit værd. I løbet af konkurrencen har forskerne opdaget 40 nye arter af insekter – alene i de trækroner, apparatet har siddet i.
Med prisen følger knap 1 million kroner, som gruppen kan bruge til at fortsætte projektet – og der er da også allerede stor interesse for opfindelsen, fortæller Toke Thomas Høye.
- Vi er i dialog med folk i både Centralafrika og Columbia, som er meget interesserede. Begge steder har de store områder med regnskov, og der kan vores teknologi muligvis gøre en stor forskel, siger han.
Om XPRIZE
XPRIZE uddeles af en almennyttig organisation, der forsøger at skubbe til den teknologiske udvikling gennem konkurrencer.
Folkene bag konkurrencen identificerer typisk et globalt problem, som de vil løse ved at løfte teknologien på området. Tidligere har det været problemer som vandmangel eller sparsom viden om havbunden, der har været i konkurrence.
Prisen går til de projekter, der har været bedst til at udvikle nye løsninger til at kortlægge og overvåge biodiversiteten i klodens regnskove.
Konkurrencen XPRIZE Rainforest startede i 2020 og deltagerne har været igennem flere runder: prækvalifikation, kvalifikation, semifinale og finale. Semifinalen foregik i regnskoven i Singapore, mens finalen foregik i Brasiliens regnskove.
Samarbejde på tværs af fagligheder
Projektet, som de danske forskere har deltaget i, hedder ETH BiodivX og bliver ledet af forskere fra Schweiz. Det var da også de schweiziske forskere, der for snart fem år siden prikkede Toke Thomas Høye på skulderen for at få hans hjælp.
- De spurgte mig, om jeg ville deltage i projektet og konkurrencen på grund af min erfaring med billedgenkendelse af arter og fortolkning af biodiversitetsdata. Det lød spændende, så jeg kontaktede Claus Melvad, som jeg ved er superdygtig til at bygge og udvikle nye teknologier.
- Selvom vi er fra to forskellige institutter, har vores forskningsgrupper kørt parløb gennem projektet her, og det har været enormt givende. Faktisk vil jeg sige, at det er noget af det, vi er dygtige til her på Aarhus Universitet. At arbejde sammen på tværs.
Claus Melvads hold byggede både en rover, der kørte rundt i regnskoven i Singapore og samlede prøver ind samt platformen til trækronerne. Sidstnævnte var bestemt ikke en nem opgave.
- Apparatet måtte ikke være for tungt, for det skulle kunne flyves ind med drone og sættes forsigtigt i trækronerne. Heller ikke for let, for så ville det blæse væk. Vi designede det derfor til at skulle slås ud som en net-paraply med en stang ned i kronen, siger Claus Melvad og fortsætter:
- På den måde sad det stabilt i grenene og indsamlede prøver uden at rykke sig for meget. Og det var muligt for dronen at samle det op igen og flyve det tilbage til lejren.
Fredag den 15. november blev priserne uddelt i Rio de Janeiro. Danskernes hold modtog en pris på 250.000 dollars. De fik ikke førstepræmien, men blev anerkendt med en særlig pris for deres vigtige teknologi.
Kontakt
Toke Thomas Høye
Professor
Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet
Tlf.: 30 18 31 22
Mail: tth@ecos.au.dk
Claus Melvad
Ingeniørdocent
Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet
Tlf.: 23 24 47 61
Mail: cme@mpe.au.dk
Jesper Bruun
Kommunikationspartner
Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet
Tlf.: 42 40 41 40
Mail: bruun@au.dk
Jeppe Kyhne Knudsen
Videnskabsformidler
Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet
Tlf.: 93 50 81 48
Mail: jkk@au.dk