Aarhus Universitets segl

Finn Borchsenius stopper som prodekan ved Aarhus Universitet

Efter sommerferien starter han i sit gamle job som fagleder for Herbariet og Væksthusene hos Science Museerne.

Foto: Andrea Lif Benediksdottir

- Jeg trænger til at få mere tid og overskud til mig selv og min familie – og så glæder jeg mig til at bringe min biologiske faglighed i spil igen.

Sådan lyder forklaringen på, hvorfor Finn Borchsenius, der har været prodekan for uddannelse på Faculty of Technical Sciences og det tidligere Faculty of Science and Technology i snart otte år, samt været ansat på Aarhus Universitet i 35 år, stopper. 

Han har været med til en række store forandringer på fakulteterne. Da Nat og Tech blev splittet op i to fakulteter, sad han i prodekanstolen. Siden måtte han navigere Techs uddannelser gennem corona-nedlukningerne. Han var med til at organisere de fire nye institutter på ingeniørområdet, og han var afgørende i oprettelsen af de tre nye uddannelser på AU Viborg.

Kigger man tilbage på Finn Borchsenius’ karriere, vil man opdage, at han er en person, der har prøvet lidt af hvert. I to år boede han i Ecuador, hvor han studerede regnskovens planter og lærte at tale flydende spansk. Hans store indsats har da også fået andre botanikere til at opkalde to tropiske planter efter ham. Senere boede han i Malaysia i en længere periode.

Da væksthusene i Botanisk have for lidt over ti år siden skulle ombygges, var det Finn Borchsenius, der stod i spidsen for at skaffe de rigtige planter og for at placere dem de helt rigtige steder i den flotte nye kuppel. Noget der har trukket mange flere besøgende til. Før udvidelsen besøgte knap 45.000 gæster om året Væksthusene, nu lægger 300.000 mennesker hvert år vejen forbi.

I hele Finn Borchsenius karriere har han navigeret efter tre grundlæggende principper. At dele sin dybe interesse for naturen. At arbejde for at bevare planter og dyreliv. Og sidst, men ikke mindst at møde de studerende, der hvor de er.

- Min drivkraft har været at skabe bedre uddannelser for de studerende. For at gøre det, er det nødvendigt at møde dem i øjenhøjde. For ikke alle er på uddannelsen af samme grund eller med samme forudsætninger. Nogle vil forandre verden, mens andre vil dyrke deres dybe interesse for et bestemt område. Jeg har prøvet at arbejde for at gøre uddannelserne mere modtagerorienteret, så vi tænker mere over, hvad de studerende får ud af at læse hos os, siger han.

Finn Borchsenius stopper som prodekan for uddannelse på Tech den 1. april, men vil frem til sommerferien hjælpe i overleveringen til den nye prodekan. 1. august begynder han som fagchef for Herbariet og Væksthusene.

Der er afskedsreception for Finn Borchsenius den 21. marts 2025 kl. 13-15. Tilmeld dig her (senest 7. marts)