Forskning, forandring og folkefest
Tre dage med debat, dialog og folkefest satte fokus på forskningens rolle i en kompleks tid. Her er nogle af de højdepunkter, Technical Sciences tog med hjem fra årets Folkemøde.

Tak til alle, der besøgte os på Folkemødet i Allinge, som bød på tre dage med politik, events, diskussioner og folkedialog blandt de tusindvis af borgere, politikere og repræsentanter fra virksomheder, NGO'er og organisationer, der lagde vejen forbi.
Faculty of Technical Sciences var vært for en række diskussioner og events på Aarhus Universitets scener, bl.a. på forskningsskibet Aurora og i Techteltet. Her er nogle af de højdepunkter, vi tog med hjem fra årets Folkemøde.
Bryggeri og bioteknologi
Igen i år vandt vi ølbryggerkonkurrencen. Denne gang med en nordisk IPA brygget på udelukkende danske råvarer.
"Det er fantastisk at vinde for andet år i træk," sagde lektor Bo Spange Sørensen, der havde brygget øllen sammen med lektor Henning Sejer Jakobsen.
"Brygning handler ikke bare om øl, men er en avanceret bioteknologisk proces, som vi bruger i både undervisning og forskning,” fortsatte han.
Tak til begge for den velsmagende sejr. Solbær og honning fra Jeksendalen, porse fra Thy og hyldeblomst fra Mossø satte en smagfuld streg under, hvordan lokal viden og natur kan mødes i teknologi og tradition.
Rap og rytmisk forskning
Publikum stod i kø til Tech Slam i Techteltet, hvor rapperen Flammen og professor og institutleder Lars Ottosen tog sejren i en festlig og velformuleret rap battle mellem universiteter.
Kombinationen af videnskab og vers slog an hos publikum og viste, hvordan komplekse budskaber kan formidles med flow.
Har fluer følelser?
Under den tankevækkende debat "Skal vi nu også til at snakke om, hvordan fluerne har det?" blev der sat spot på insektvelfærd i en ny fødevareindustri i hastig vækst.
Seniorforsker Mette Vaarst mindede os om, at insekter ikke er en homogen gruppe:
"De er lige så forskellige som køer, grise og kyllinger. Vi skal tage deres forskellige behov alvorligt,” sagde hun.
Carl Valentin fra SF pegede på det uetiske i at udbygge en industri, vi endnu ikke forstår:
"Vi ved, at nogle insekter består spejltesten og at bier kan lære komplekse opgaver. Så måske bør vi se nærmere efter, før vi skalerer."
Biosolutions i en krisetid
Hvordan investerer vi klogt, når vi både skal opruste og gøre vores samfund grønnere?
Det var kernen i debatten om biosolutions. Professor Lars Ottosen slog fast, at den grønne omstilling og styrket modstandsdygtighed ikke er hinandens modsætninger:
"Forestil jer et energisystem og fødevaresystem spredt over hele Europa. Det er modstandsdygtigt og realistisk. Men det kræver teknologisk udvikling og politisk vilje."
Debatten viste en bred enighed om, at biosolutions kan gøre Danmark mere uafhængigt og samtidig skabe eksport og vækst.
Trepartsaftale som europæisk forbillede
I samarbejde med den hollandske ambassade satte vi også fokus på den danske grønne trepart. Professor og institutleder Jørgen E. Olesen fremhævede, at modellen bygger på et helt særligt samarbejdsklima i Danmark:
"Vi har en vilje til at løse problemer i fællesskab. Det er ikke bare et teknisk projekt, men en erkendelse af, at vi har et reelt problem."
Panelet diskuterede, hvordan modellen kan inspirere andre lande, og understregede, at det kræver både finansiel rygrad og politisk mod at lave lignende aftaler.
Innovation i europæisk skala
Under debatten om Europas innovationskraft efterlyste dekan Eskild Holm Nielsen en styrket rolle til universiteterne i fremtidens økosystemer:
"Hvis vi ikke passer på hele ingeniørområdet, mister vi grundlaget for det, vi kalder Innovationsdanmark," sagde han.
Han fremhævede Aarhus Universitets rolle i det europæiske Water KIC-samarbejde og pointerede, at universiteterne skal spille en mere offensiv rolle i den nationale og europæiske innovationsdagsorden:
"Universiteterne er nøglen til at koble viden, talenter og partnere på tværs."
Tak for i år
Folkemødet var en påmindelse om, hvor meget viden betyder, når den får luft under vingerne. Tak til alle jer, der deltog i debatterne, stillede spørgsmål, smagte på øl og lyttede til forskningsrap.