Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Faculty of Technical Sciences

Ny leder for strategisk forskningscenter

Seniorforsker Peter Henriksen fra Institut for Bioscience tiltræder d. 1/12 2020 som ny leder for WATEC. Forskningscenteret blev grundlagt i 2017, og er i dag i forskningseliten med tætte samarbejdsrelationer både nær og fjern. Den nye centerleder ser frem til at stå i spidsen for centeret, der arbejder med helt centrale samfundsudfordringer.

Seniorforsker Peter Henriksen er ny leder for forskningscenteret WATEC fra 1. december 2020. (Foto: AU)
Seniorforsker Peter Henriksen er ny leder for forskningscenteret WATEC fra 1. december 2020. (Foto: AU)

Det er ikke det rene vand at sikre det rene vand. WATEC har siden 2017 samlet de stærke kompetencer på Aarhus Universitet for at opbygge et tværfagligt forskningscenter, der kan fokusere og styrke forskningen inden for vand og vandteknologi. Siden 2017 har centeret skabt en platform, hvor strategiske partnerskaber og unikke forskningsalliancer har sikret centeret en stærk position.

I dag er der forskningsaktiviteter inden for en lang række områder lige fra kortlægning af vandressourcer og naturens vandkredsløb til spildevandshåndtering og udvikling af teknologi og sensorer, der kan fremtidssikre både forbrug og forvaltning af vandressourcerne.

Den 1. december 2020 overtager seniorforsker Peter Henriksen ledelsen i forskningscenteret. Han overtager opgaven fra professor Hans Brix, der nu igen vil fokusere på gerningen som institutleder på Institut for Biologi på Aarhus Universitet efter at have været konstitueret centerleder siden sommeren 2020.

Kending af huset

Peter Henriksen kommer med en solid ledelsesbaggrund og et indgående kendskab til Aarhus Universitet; ikke mindst fra sin tid som institutleder for Institut for Bioscience siden 2013. Han har selv siddet i bestyrelsen af WATEC siden dets grundlæggelse, og kender dermed til WATEC indefra. Hans eget fokus har naturligt nok været rettet mod hans eget forskningsarbejde hidtil, men nu glæder den nye centerleder sig til at tage del i hele centerets virke i sin nye rolle.

”Jeg kender WATEC som et dynamisk center med både bredde og dybde i dets mange forskningsdiscipliner og stærke relationer til samarbejdspartnere. Jeg er meget glad for at overtage opgaven med at lede den strategiske forskningsindsats videre fra det solide udgangspunkt, der er skabt siden grundlæggelsen i 2017 af professor Niels Peter Revsbech. Jeg er lige dele ydmyg og ivrig over for den opgave, jeg er blevet betroet, og ser frem til at videreføre og udvikle WATEC i samarbejde med centerets forskere og samarbejdspartnere,” siger seniorforsker og centerleder Peter Henriksen.

Kontakt:
Seniorforsker og centerleder Peter Henriksen.

Læs mere om WATEC på centerets hjemmeside.