Aarhus Universitets segl

Prismodtager sætter molekyler på menuen

Hvordan får vi fremtidens mad til at blive sundere og gavne både mennesker og planet? Villum Kann Rasmussens Årslegat går i år til professor Milena Corredig, der bygger bro mellem molekyler og måltid.

Professor Milena Corredig fra Institut for Fødevarer modtager Villum Kann Rasmussens Årslegat (Foto: Frederikke Reese).

Villum Kann Rasmussens Årslegat 2026 på 5 mio. kr. tildeles professor Milena Corredig fra Aarhus Universitet. Den italienskfødte dansk-bosatte forsker har spillet en nøglerolle i at afdække, hvordan de molekylære strukturer i blandt andet mælk, æg og andre animalske produkter kan bruges som inspiration til at udvikle nye, grønne alternativer.

Nye veje til grøn omstilling

Fødevaresystemet står i dag for omkring en tredjedel af den globale, menneskeskabte CO₂-udledning. For at lykkes med den grønne omstilling skal madens råvarer og processer gentænkes. Det er netop her, Milena Corredigs forskning gør en forskel. Hun udvikler ny viden, der baner vejen for plantebaserede produkter, som ikke blot reducerer klimaaftrykket, men også lever op til de høje krav til smag, tekstur og ernæring, som vi kender fra animalske fødevarer.

”Milena Corredig har med sin forskning vist, hvordan excellent grundforskning kan omsættes til nye indsigter, der styrker fødevaresikkerheden og bidrager til den grønne omstilling. Hun bygger bro mellem laboratoriet og vores fødevarer, og hendes resultater har stor betydning for både forskningsmiljøet og samfundet,” siger direktør i Villum Fonden Lars Bo Nielsen. 

Fra molekyle til måltid

Milena Corredigs arbejde spænder fra detaljerede analyser af, hvordan proteiner og fedtstoffer opfører sig under forarbejdning, til udvikling af nye metoder, der gør plantebaserede alternativer brugbare i alt fra kaffe til bagværk. Hun har blandt andet vist, hvordan man – i stedet for mælk – kan bruge panteproteiner fra for eksempel ærter til at skabe indbydende teksturer såsom skum i desserter og drikke – et gennembrud, der åbner for nye muligheder i både forskning og industri.

“I de her systemer kan vi ikke nøjes med at studere molekylerne isoleret. Vi er nødt til at forstå de fysiske og kemiske forandringer, som sker i de forskellige faser af madforarbejdningen – og hvordan proteinerne agerer i kombination med andre komponenter i mad for at skabe den rette arkitektur,” siger Milena Corredig, professor ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet.

Viden, der gør en forskel

Milena Corredig har en stærk international profil og har ledet store forskningsnetværk, der samler eksperter fra både universiteter og virksomheder. Hun har uddannet over 100 unge forskere, der nu arbejder i akademiske og industrielle sammenhænge verden over. Hendes mission er at sikre, at ny viden om fødevarer kan bringes i spil til gavn for både klima, sundhed og fødevaresikkerhed.

”Milena Corredigs forskning kan få enorm betydning for en fremtid, hvor befolkningstallet stiger og ti milliarder mennesker skal spise sig mætte hver dag uden at skubbe yderligere til klimakrisen og verdens samlede rovdrift på naturressourcerne. Hun er en rollemodel for fødevareforskningen og for de forskere, der er omkring hende. Det er meget velfortjent, at hun får den anerkendelse, der ligger i modtage Villum Kann Rasmussens Årslegat,” siger dekan ved Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet, Eskild Holm Nielsen.

Anerkendelse af excellent forskning

Villum Kann Rasmussens Årslegat er en af Danmarks største forskningspriser. Prisen anerkender en særlig værdifuld indsats inden for teknik og naturvidenskab, og med den følger 5 mio. kr.

"Jeg er beæret over at modtage denne pris, som understreger betydningen af at bygge bro mellem grundforskning og anvendt forskning – især inden for fødevareområdet, hvor det er afgørende, at samfundet tager ny viden til sig," siger Milena Corredig.

Læs mere om Milenas forskning på Villum Fondens hjemmesiden
 

Visninger