Aarhus Universitets segl

Professor fra Tech vinder Victor Albeck-prisen

Professor Alexandros Iosifidis flytter grænserne for, hvordan man lærer computere at løse komplekse problemer. Nu modtager han Victor Albeck-prisen for sin opsigtsvækkende forskning i kunstig intelligens, som han arbejder for skal komme endnu flere mennesker til gavn – på en ansvarlig måde.

Professor Alexandros Iosifidis er én af landets førende eksperter i maskinlæring og kunstig intelligens. Sammen med sine forskerkolleger åbner han det næste kapitel i teknologiens historie, hvor målet er at automatisere og demokratisere maskinlæring. Foto: Anne Kring

Du oplever den hver dag. Hvad enten du bruger ChatGPT, åbner din netbank, går ind i et veltempereret lokale, tjekker din Facebook eller bliver scannet på sygehuset. Kunstig intelligens er på kort tid blevet en integreret del af vores hverdag og tilbyder hurtige og effektive løsninger på en lang række problemer.

Men den kan blive endnu bedre.

På Institut for Elektro- og Computerteknologi er professor Alexandros Iosifidis og hans team i gang med at revolutionere AI. Fordybet i data, algoritmer og brummende supercomputere arbejder de på at gøre den kunstige intelligens endnu mere - ja, intelligent. Det gør de blandt andet ved at skabe nye typer af ’neurale netværk’ - en særlig type kunstig intelligens, der er inspireret af den menneskelige hjernes strukturer.

”Maskinlæring og AI er i meget stor vækst, og automatiske, intelligente systemer vil spille en langt større rolle i samfundet og vores daglige liv i fremtiden. Vi arbejder på at løse maskinlæringsproblemer langt mere effektivt og pålideligt og med meget mindre regnekraft, end man kan i dag. Vores forskning sætter maskiner i stand til at lære endnu bedre og udføre opgaver endnu hurtigere. Målet er en større automation inden for en bred palette af anvendelsesområder”, siger Alexandros Iosifidis.

Visninger

Robotter, droner og intelligente bygninger

Den græskfødte professors forskning har indtil videre fundet anvendelse i en lang række sammenhænge. Han skubber hele tiden til grænserne for, hvad der er muligt. Han har arbejdet med at understøtte ældre menneskers uafhængige liv i deres hjem ved hjælp af robotteknologi, han har udviklet algoritmer til finanssektoren, som kan forhindre børssvindel, og han har forbedret droners evne til at analysere visuel information fra luften.

Alexandros Iosifidis er pt. involveret i flere projekter, blandt andet det europæiske projekt PANDORA. Her samarbejder han med en lang række partnere om at skabe AI-løsninger, der for eksempel kan gøre bygninger mere intelligente. Målet er at gøre indeklimaet mere komfortabelt for brugeren f.eks. i forhold til temperaturskift:

”I en intelligent bygning hjælper et netværk af intelligente IoT-sensorer med at holde indeklimaet komfortabelt. I et centraliseret paradigme for kunstig intelligens skal informationerne fra disse sensorer transmitteres til en server, der udfører analyserne. Men vi forsøger at decentralisere AI, så beregningerne foregår ved datakilderne – f.eks. sensorerne – så vi undgår at overføre data. På den måde bliver AI hurtigere, mere effektiv, vi sparer strøm og undgår at overføre personfølsomme oplysninger ”, siger Alexandros Iosifidis.

Victor Albeck-prisen

Victor Albeck-prisen er opkaldt efter én af Aarhus Universitets grundlæggere, overlæge Victor Albeck. Prisen på 100.000 kr. uddeles til et yngre forskertalent ved prisoverrækkelserne d. 29. maj, hvor også Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-priser uddeles. Tilmeld dig eventen.

Demokratisering af AI

Når man reducerer beregningerne og dermed gør AI endnu mere effektiv, bliver teknologien tilgængelig for mennesker uden specialudstyr. Ifølge Alexandros Iosifidis er denne såkaldte demokratisering af kunstig intelligens et vigtigt mål:

”I dag er det især de store virksomheder med store datacentre, som kan udføre AI-processer. Det betyder, at mindre virksomheder, der ikke har adgang til disse faciliteter, sakker bagud. Demokratiseringen af AI betyder, at alle kan bruge teknologien til at forbedre deres virksomhed, deres forretning, deres daglige liv. Dette er også i overensstemmelse med den Europæiske Unions nye AI-lov om ansvarlig og bæredygtig brug af AI”, siger Alexandros Iosifidis.

Nogle mennesker er bekymrede for de potentielle negative konsekvenser af kunstig intelligens. Har forskeren selv bekymringer?

”Ja, selvfølgelig. Men det er vigtigt at forstå, at AI er et redskab. Et redskab er hverken positivt eller negativt i sig selv, men kan bruges på en positiv eller negativ måde. Man kan bruge en kniv til at dræbe et menneske, men vi har alle knive i vores huse”, siger Alexandros Iosifidis.

Så hvordan sikrer vi os, at vi bruger AI på den rigtige måde? Ifølge forskeren har vi brug for lovgivning for ansvarlig brug af AI – en lovgivning, som allerede er godt på vej.

”EU-Parlamentet kom først med en række love for brugen af AI, og andre lande begynder så småt at følge efter. Vi er stadig i de indledende faser af denne udvikling, men jeg er positiv over for, at vi ender med en ansvarlig brug af AI. Fremfor alt skal vi huske, at AI kan hjælpe mennesket på utrolig mange områder”, siger Alexandros Iosifidis, som er stolt over at modtage Victor Albeck-prisen:

”Det er en stor anerkendelse, ikke kun for mig men også for vores afdeling og vores forskningsgruppe. Jeg vil virkelig gerne fremhæve de store fremskridt, som Institut for Elektro- og Computerteknologi har gjort. Instituttet er relativt nyt, men vi har på kort tid nået de internationale standarder inden for forskning og teknologi. Niveauet er meget højt”.

Professor Alexandros Iosifidis

  • 1984: Født og opvokset i Grækenland
  • 2008: Bachelorgrad i Elektro- og Computerteknologi fra Democritus University of Thrace, Grækenland
  • 2010: Kandidatgrad i Elektro- og Computerteknologi fra Democritus University of Thrace, Grækenland
  • 2014: Ph.d. i datalogi fra Aristoteles University of Thessaloniki, Grækenland
  • 2017: Adjunkt på Aarhus Universitet
  • 2019: Lektor på Aarhus Universitet
  • 2021: Professor på Aarhus Universitet
  • Leder i dag forskningsgruppen Machine Learning and Computational Intelligence ved Institut for Elektro- og Computerteknologi. Han leder desuden forskningsområdet for Machine Intelligence ved AU’s Center for Digitalisering, Big Data og Data Analyse, DIGIT.
  • Har modtaget flere priser for sin forskning, bl.a. H.C. Ørsted Forskerspirer-prisen 2018, den prestigefyldte EURASIP Early Career Award 2021 og JP Morgan Chase Faculty Research Award 2022. Han er siden 2022 medlem af IEEE Signal Processing Societys Publishing Ethics Committee
  • Hans publikationer er indtil videre blevet citeret over 6300 gange

Andre historier om Alexandros Iosifidis

I artiklerne nedenfor kan du læse mere om Alexandros Iosifidis forskning.

Forskere finder nyt våben imod børssvindel:
https://ece.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/forskere-finder-nyt-vaaben-imod-boerssvindel

Kunstig intelligens dykker ned i tusindvis af fotografier fra 2. Verdenskrig:
https://ece.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/kunstig-intelligens-dykker-ned-i-tusindvis-af-fotografier-fra-2-verdenskrig

Avanceret robot-intelligens skal gøre landbruget mere bæredygtigt:
https://ece.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/avanceret-robot-intelligens-skal-goere-landbruget-mere-baeredygtigt-2

Kunstig intelligens skal gøre Europas byer bedre:
https://ece.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/kunstig-intelligens-skal-goere-europas-byer-bedre