Tech går i luften med seks nye erhvervskandidatuddannelser
Aarhus Universitet udbyder i 2026 alle civilingeniøruddannelser som erhvervskandidatforløb. Studerende får dermed mulighed for at tage hul på arbejdslivet, mens de færdiggør deres kandidatgrad.

”Arbejdsmarkedet trækker i mig. Jeg ved, at der er gode jobs at få, men jeg har samtidig et stort ønske om at blive civilingeniør. I mine øjne er erhvervskandidaten derfor den perfekte dobbeltløsning,” siger Johannes Handberg Dalsgaard, studerende ved Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet.
Når han til januar dimitterer som diplomingeniør i Maskinteknik, går han direkte videre på kandidatuddannelsen til civilingeniør i et treårigt erhvervskandidatforløb. Han har lavet en aftale med den virksomhed, hvor han i dag er studentermedhjælper. Her skal han arbejde med at udvikle robotteknologi – noget, han ser frem til.
”Jeg får mulighed for at specialisere mig teoretisk i automationsteknologi og mekatronik, som er nogle af mine store faglige interesseområder. Samtidig opbygger jeg professionel erfaring. Det er en kæmpe mulighed, og jeg glæder mig,” siger han.
En ny type samspil
De seks erhvervskandidatuddannelser åbner som et led i fakultetets implementering af en ny dansk reform af universitetssektoren. Louise Møller Haase, prodekan for uddannelse ved fakultetet Technical Sciences, ser mange spændende perspektiver:
"Erhvervskandidatuddannelserne åbner for en ny type samspil mellem universitet og erhvervsliv, som jeg har store forventninger til. Det er en form for videnudveksling, hvor virksomhederne kan bringe deres innovationsudfordringer tættere på vores curriculære aktiviteter og på den måde være med til at forme fremtidens ingeniører. Samtidig får vores studerende mulighed for at udvikle deres dybe faglighed i praksis og starte deres ingeniørkarrierer tidligere," siger hun.
Læs mere om erhvervskandidatudannelserne på Tech her
Hun peger på, at erhvervskandidatuddannelserne skaber en særlig dynamik, hvor teori og praksis flettes tæt sammen omkring erhvervslivets kompetencebehov.
For de studerende betyder det, at de får en mere glidende overgang til arbejdslivet, og for virksomhederne betyder det, at de i højere grad får adgang til universitetets viden på en måde, der er relevant for deres teknologiudvikling.
Stor interesse fra virksomheder
Aarhus Universitet har allerede mærket en stor interesse for de nye erhvervskandidatuddannelser fra erhvervslivet, hvor virksomhederne ser en ny mulighed for at tiltrække unge ingeniører.
En af disse virksomheder er NGIN A/S, som allerede har indgået en aftale om det første erhvervskandidatforløb med en studerende, der starter i januar 2026. Her er Lasse Korsholm administrerende direktør, og han forventer, at konkurrencen om de studerende bliver stor:
”Erhvervskandidatuddannelsen er en direkte kanal til universitetets dygtige ingeniørstuderende, og vi forbereder os allerede på, hvordan vi kan blive en attraktiv arbejdsplads for de unge ingeniører, for vi tror, der bliver rift om dem. For os handler det i høj grad om talent acquisition, men også om adgang til ny viden. Vi har hele tiden brug for at opbygge teknologisk kompetence i vores virksomhed, og med de erhvervskandidatstuderende får vi indsigt i, hvad der foregår i de ingeniørvidenskabelige forskningsmiljøer. Måske sidder der en forsker et sted, som har den helt rigtige specialistviden for os, og som kan kobles på de innovationsprojekter, vores erhvervskandidater skal arbejde med. Det er en fantastisk mulighed,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere af de virksomheder, universitetet har haft kontakt med, fremhæver desuden erhvervskandidatuddannelsen som et attraktivt videreuddannelsestilbud til de mange diplomingeniører, der hvert år bliver uddannet fra danske universiteter.
”Virksomhederne kan bruge ordningen i deres arbejde med at tiltrække talentfulde nyuddannede, fordi de nu kan tilbyde dem et attraktivt videreuddannelsesforløb. Det ser vi store perspektiver i,” siger Rasmus Bering, administrerende direktør i DAI - Danske Arkitekter og Ingeniører.
De nye erhvervskandidatuddannelser er tilrettelagt, så de studerende sammen med virksomhederne kan vælge imellem to forskellige forløb.
Ét år med fuldtidsstudium på universitetet (med SU), efterfulgt af to år med deltidsansættelse i en virksomhed (med løn) og sideløbende studier, eller et fireårigt forløb med løn, hvor arbejde og studier veksler i hele perioden.
Begge modeller fører til samme kandidatuddannelse (cand.polyt.).
Fokus på det gode match
I løbet af efteråret 2025 og foråret 2026 åbner Aarhus Universitet dørene for en række såkaldte erhvervskandidatdage. Her er alle interesserede virksomheder velkomne, og de vil få mulighed for at møde ingeniørstuderende inden for forskellige fagområder.
”Gode match mellem studerende og virksomheder er afgørende for erhvervskandidatuddannelsernes succes, og det hele starter med, at de møder hinanden. Fra universitetets side vil vi gøre os umage med, at alle parter er velinformerede og kommer godt fra start. Samtidig ønsker vi at åbne os op mod det omgivende samfund, så alle virksomheder har lige adgang til fremtidens ingeniørtalenter, som vi ved, er i meget høj kurs,” siger Louise Møller Haase.
Besøg os! Læs mere om de kommende erhvervskandidatdage og tilmeld dig her.
Seks nye erhvervskandidatuddannelser på Tech
Danmark er i gang med en stor reform af universitetsuddannelserne. På Aarhus Universitet betyder det blandt andet, at alle universitetets civilingeniøruddannelser kan gennemføres som erhvervskandidatuddannelser.
De seks erhvervskandidatuddannelser på Tech er:
- Biomedicinsk Teknologi (fra feb. 2026)
- Byggeri (fra aug. 2026)
- Computerteknologi (fra feb. 2026)
- Elektroteknologi (fra feb. 2026)
- Kemi og Bioteknologi (fra aug. 2026)
- Mekanik og Teknologi (fra aug. 2026)
Aarhus BSS udbyder desuden kandidatuddannelsen i Teknologibaseret forretningsudvikling som erhvervskandidatuddannelse.
Læs mere om erhvervskandidatuddannelsernre på Tech her.
Mere information
Vil du vide mere om erhvervskandidatudannelserne til civilingeniør?
Erhvervskandidatdage i efteråret 2025
Besøg os til efterårets erhvervskandidatdage. Her kan virksomheder og ingeniørstuderende møde hinanden og snakke om muligheder for samarbejde.
- Biomedicinsk Teknologi
Kom til erhvervskandidatdag d. 10. september fra kl. 16.15-18.00, bygn. 5122-122 - Byggeri
Kom til erhvervskandidatdag d. 24. september fra. kl. 14.00-16.00, Navitas, bygn. 3210 - Computerteknologi
Kom til erhvervskandidatdag d. 10. september fra kl. 16.15-18.00, bygn. 5122-122 - Elektroteknologi
Kom til erhvervskandidatdag d. 10. september fra kl. 16.15-18.00, bygn. 5122-122 - Kemi og Bioteknologi
Kom til erhvervskandidatdag d. 29. oktober fra kl. 16.00-17.30, Richard Mortensen Stuen, bygn. 1422-122 - Mekanik og Teknologi
Kom til erhvervskandidatdag d. 5. november fra kl. 13-17.00, bygn. 5790-115