Aarhus Universitets segl

Tech udnævner Kaushik Roy til æresdoktor 2023

Professor Kaushik Roy, der er én af verdens førende forskere i lavt strømforbrug og energieffektivt kredsløbs- og systemdesign, udnævnes til årets æresdoktor på Tech.

Professor Kaushik Roy er direktør for C-BRIC – Center of Brain Inspired Computing – som involverer ni universiteter, og han har gennem tiden modtaget en lang række priser. Foto: Lars Kruse.
Professor Kaushik Roy er direktør for C-BRIC – Center of Brain Inspired Computing – som involverer ni universiteter, og han har gennem tiden modtaget en lang række priser. Foto: Lars Kruse.

Hvert år i forbindelse med årsfesten udnævner Aarhus Universitet fem æresdoktorer – en for hvert af de fem fakulteter. Æresdoktorerne er fremtrædende forskere fra andre forskningsinstitutioner, som Aarhus Universitet har et samarbejde med. Med titlen får æresdoktorerne en særlig tilknytning til Aarhus Universitet.

I år udnævnes Professor Kaushik Roy fra Faculty of Technical Sciences til æresdoktor.

Design af mikrochips er et vigtigt emne på globalt plan, og professor Kaushik Roy fra Purdue University i USA har bidraget med betydelig forskning inden for emnet. Han er én af verdens førende forskere i lavt strømforbrug og energieffektivt kredsløbs- og systemdesign, og hans nuværende forskning fokuserer især på kognitive algoritmer samt kredsløb og arkitektur til energieffektiv maskinlæring.

Professor Kaushik Roy er direktør for C-BRIC – Center of Brain Inspired Computing – som involverer ni universiteter, og han har gennem tiden modtaget en lang række priser.

Professor Kaushik Roy har stærke forbindelser til forskere på Aarhus Universitet og sidder bl.a. i advisory board for forskningsprojektet SPINAGE, der udvikler et helt nyt computersystem, der efterligner den menneskelige hjerne. Udnævnelsen til æresdoktor vil udvide samarbejdet yderligere inden for udviklingen af hjerneinspirerede teknologier.

Den officielle udnævnelse finder sted i forbindelse med årsfesten på Aarhus Universitet den 15. september. 

Læs mere om Kaushik Roy på hans hjemmeside