Universitets-spinout vil omdanne CO₂ til protein til fødevarer
React Foods vil bruge en teknologi udviklet af forskere fra Aarhus Universitet og internationale samarbejdspartnere til at omdanne CO₂ og brint til proteinrige ingredienser fra gær ved hjælp af mikroorganismer.
Det meste af det protein, vi spiser, begynder sin vej til vores tallerkener på en mark. React Foods vil gå en helt anden vej.
I stedet for at dyrke afgrøder vil spinout-virksomheden bruge mikroorganismer til at omdanne CO₂ og brint produceret med vedvarende energi til en proteinrig biomasse af gær.
Ambitionen er at udvikle proteiningredienser, der på sigt kan bruges i eksempelvis proteinbarer eller som et alternativ til proteiner fra æg og mejeriprodukter – uden at lægge beslag på yderligere landbrugsjord.
”Vi vil supplere de eksisterende værdikæder for protein med et bæredygtigt, vegansk alternativ, som ikke er afhængigt af landbrugsjord, og som er mindre sårbart over for ekstremt vejr og geopolitisk usikkerhed,” siger Michael Martin, CEO i React Foods.
Den nye spinout bygger på forskning fra Aarhus Universitet, Stanford University og University of Tübingen, som er gennemført i samarbejde med Novo Nordisk Foundation CO₂ Research Center (CORC).
React Foods skal udvikle og opskalere teknologien ved hjælp af pilotfaciliteterne på AU Viborg, Aarhus Universitets forskningscampus ved Viborg.
Sådan bliver CO₂ til protein
Først får mikroorganismer tilført CO₂ og brint produceret med vedvarende energi. Det omdanner de til acetat, som er hovedbestanddelen i eddike. I næste trin fungerer acetatet som næring for gær. Når gæren vokser, danner den en biomasse med et højt indhold af protein.
Det, der kommer ud af processen, er altså ikke en færdig fødevare. Biomassen skal først forarbejdes til ingredienser med den rette smag og de rette egenskaber, før den kan ende i den mad, vi spiser.
Under opskaleringen vil virksomheden demonstrere, at hele processen med at producere gærbaseret protein kan fungere som ét integreret system. Det skal give afgørende viden om, hvorvidt teknologien kan skaleres yderligere, og samtidig være med til at skabe grundlag for fremtidige investeringer og industrielle partnerskaber.
”Konceptet med at fremstille fødevarer fra CO₂ giver os mulighed for at producere protein uden at bruge yderligere landbrugsjord. Men det er ikke nok, at de enkelte processer fungerer hver for sig. Vi skal koble dem sammen i et effektivt system, der på sigt kan fungere i industriel skala. Og det er netop det, pilotfaciliteterne på AU Viborg giver os mulighed for: at samle de forskellige processer og undersøge, hvordan de fungerer som ét integreret system,” siger professor Lars Ottosen, institutleder på Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet og medlem af virksomhedens videnskabelige rådgivningspanel.
React Foods' daglige team består af CEO Michael Martin, CTO Nils Rohbohm og CSO Alberto Robazza. Nils Rohbohm og Alberto Robazza er begge postdocs ved Aarhus Universitet og en del af CORC.
Ud over det daglige team tæller stifterne af React Foods Lars Angenent, professor ved University of Tübingen, Alfred Spormann, professor ved Aarhus Universitet og Stanford University, samt Lars Ottosen. Alle tre er Principal Investigators ved CORC. Jozef M. E. Pennings, professor ved Maastricht University, er også blandt stifterne.
De er alle medlemmer af virksomhedens videnskabelige rådgivningspanel.
Spinoutvirksomheden har modtaget 4,2 mio. kr. fra BioInnovation Institute (BII) og får base i København.
Kontakt
Mads Sejer Nielsen,
Communications Manager ved CORC,
Mail: mads@corc.au.dk,
Tlf.: 29644981
Jesper Bruun,
journalist ved Aarhus University,
Mail: bruun@au.dk