Aarhus Universitets segl

Regler for medlemskab af Aarhus Universitets alumnenetværk

Hvem er netværket for

Alumnenetværket er et professionelt og socialt netværk for alle alumner (dimittender) fra Aarhus Universitet – inklusive fra uddannelsesinstitutioner, som er fusioneret med AU.

Følgende kan imidlertid også blive medlemmer:

  • Tidligere udvekslingsstuderende, som har tilbragt et eller flere semestre på AU
  • Nuværende studerende, herunder udvekslingsstuderende, fra den dag de påbegynder deres studium
  • Tidligere og nuværende medarbejdere

Formålet

Netværket er etableret for at understøtte udviklingen af stærke og livslange relationer mellem universitetet og vore alumner samt et engageret og udbytterigt samspil mellem alumner indbyrdes og mellem alumner, studerende og medarbejdere.

Vi ønsker at hjælpe alumner med at bevare kontakten til hinanden samt informere om forskning, tilbud, projekter og ressourcer på Aarhus Universitet. Derudover ønsker vi at hjælpe vores alumner med at engagere sig i events, jubilæer og forskellige former for alumni relations indsatser – f.eks. som mentor, oplægsholder eller i andre “giv tilbage” initiativer.

Hvad indebærer medlemskabet

Medlemskabet er gratis.

Du har ansvar for, at de oplysninger, som du giver os ved din tilmelding og løbende herefter, er korrekte og for at holde dem opdaterede. Det gælder selvfølgelig navnlig e-mail adresse, beskæftigelse og eventuelle fakultetsspecifikke interesseområder, så vores henvendelser til dig bliver så relevante for dig som muligt – og når frem til dig.

Aarhus Universitet stiller en række services og tilbud til rådighed for netværkets medlemmer. Vores aktuelle medlemstilbud er beskrevet her.

Samtykke til behandling af personoplysninger, herunder e-mail markedsføring

Når du lader dig registrere som medlem af alumnenetværket, giver du samtidig dit samtykke til, at Aarhus Universitet må behandle data om dig - i overensstemmelse med vores Retningslinjer for behandling af personoplysninger – så vi kan gøre vores kommunikation og samspil med dig relevant og målrettet.

Vi anvender navnlig dine personoplysninger til at sende dig e-mails med

  • Personligt tilpasset markedsføring af nyheder, forskningsresultater, invitationer til arrangementer samt tilbud om kompetenceudvikling, hvoraf nogle vil være eksklusive for medlemmer af netværket.
  • Information om medlemsfordele og -services, f.eks. særlige tilbud eller rabatter
  • Henvendelser til dig vedrørende din evt. interesse i at bidrage til frivillige aktiviteter, hvor dine kompetencer, erfaringer eller forbindelser kan være til gavn for studerende eller alumner, udviklingen af Aarhus Universitet og styrkelse af dets eksterne relationer
  • Surveys eller anmodning om feedback vedrørende vore aktiviteter og indsatser

Dit samtykke er dermed også et samtykke til at modtage sådanne e-mails.

Vore e-mails til medlemmer, som er studerende uden samtidig at være alumner, vil dog primært indeholde karrieretilbud, eks. eventinvitationer eller jobtilbud, fra universitetets karrierecentre og disses samarbejdspartnere, herunder navnlig virksomheder og fagforeninger. Indholdet ændrer sig automatisk, når alumnestatus opnås ved dimission.

Dette samtykke er en integreret del af medlemskabet og kan derfor kun tilbagekaldes ved udmeldelse af netværket.

Relevansvurdering

Udvælgelsen af den information, vi sender til dig, er baseret på oplysningerne om din uddannelse, din evt. anciennitet, geografi, nationalitet og din beskæftigelse (stilling og organisation), dine interesseområder, samt registrerede data vedrørende dit engagement i netværket og din interaktion med Aarhus Universitets websites.

Du kan når som helst ændre de oplysninger, som du har angivet ved tilmelding, herunder interesseområder, i bunden af de e-mails, vi sender til dig eller ved at få tilsendt et direkte link her.

Her kan du læse vore Retningslinjer for behandling af personoplysninger i deres helhed.

Medlemskabets varighed

Medlemskabet varer, indtil du måtte vælge at melde dig ud. Hvis du ikke længere ønsker at være medlem, kan du melde dig ud ved at skrive til alumni@au.dk. Selvfølgelig vil vi gerne høre hvorfor, men det er selvsagt ikke et krav.

Hvis du på et senere tidspunkt ønsker at blive medlem igen, vil vi anbefale, at du skriver til os på alumni@au.dk, inden du gentilmelder dig.

Contact


Du kan altid kontakte os på alumni@au.dk, hvis du har nogen spørgsmål vedrørende indholdet af disse retningslinjer eller vedrørende vores behandling af dine personoplysninger.