Aarhus Universitets segl

30 millioner til forskning i fremtidens fødevarer

Professor Milena Corredig fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet modtager bevilling på 30 mio. kr. fra VILLUM FONDEN. Bevillingen bruges til forskning inden for fremtidens fødevareprocesser.

Professor Milena Corredig fra Institut for Fødevarer modtager 30 mio. kr. til projektet Fremtidssikring af bearbejdning af fødevarebiomolekyler (REPROOF)

Vores fødevaresystem skal være mere bæredygtigt og robust. Det er nødvendigt at udvikle strategier til forarbejdning af råvarer til fremtidens fødevarer uden at gå på kompromis med sikkerhed, stabilitet eller appel, og samtidig minimere ressourcespild og optimere den ernæringsmæssige værdi.

Kun en integreret fødevaresystemtilgang kan levere grundlæggende viden og nye intelligente forarbejdningsmetoder til at styre dynamikken i interaktionerne mellem komplekse fødevarebiomolekyler. Milena Corredigs forskning vil muliggøre mere modstandsdygtige fødevareprocesser og inspirere en ny generation af forskere, der arbejder ved grænsefladen mellem teknik, biokemi og fødevarefysik

Milena Corredig er professor ved Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet og leder af CiFood – Aarhus University Centre For Innovative Food Research. Hun forsker i design og forarbejdning af fødevarer, der forbinder domænerne inden for fødevarebiokemi, fødevareforarbejdning og materialevidenskab.

”Jeg er ydmyg og begejstret for at blive udnævnt til Villum Investigator. Det giver mig muligheden for at fokusere på min langsigtede forskningsvision og træne den næste generation af forskere i et meget tiltrængt forskningsområde - forarbejdning af fremtidens fødevarer,” siger Milena Corredig.

Villum Investigator-programmet støtter erfarne og internationalt anerkendte forskere, som kan yde et afgørende bidrag til de tekniske og naturvidenskabelige områder på et dansk universitet.

De ti forskere, der nu får titlen Villum Investigator og bevillinger på mellem 25 – 40 millioner kr., har alle mindst ti års banebrydende forskning i bagagen.

De er udvalgt blandt 72 ansøgere efter international praksis med vurdering af ansøgning hos VILLUM FONDENs arbejdsgruppe, bedømmelse hos tre uafhængige fagfæller og endelig udvælgelse af fondens bestyrelse. Bevillingerne løber over seks år.

Læs mere om bevillingen på VILLUM FONDENs hjemmeside.