AU sender et nyt hold ingeniører ud i verden
Klapsalverne rungede gennem auditorierne, da sommerens nyslåede diplom- og civilingeniører blev fejret ved dimission på Aarhus Universitet. De er nu klar til et arbejdsmarked, hvor deres kompetencer er i høj kurs. Mange har allerede fået job.
Solen skinnede. Kameraerne blinkede. Og universitetet var fyldt med flere hundrede festklædte unge, deres familier og de mange undervisere, som har fulgt dem gennem deres uddannelse.
Kram, grin og bobler i glas afløste måneder med bachelorprojekter, specialer og lange aftener med eksamensforberedelser.
Se billederne fra sommerdimission nederst på siden.
Se flere af dimittendernes billeder på Instagram (AU Engineering)
Men bag latteren og lykønskningerne gemte der sig også en følelse af ærbødighed over det ansvar, som venter lige om hjørnet, når arbejdslivet begynder.
Det satte prodekan Louise Møller Haase fokus på i sin tale til dimittenderne, da hun på vegne af Aarhus Universitet ønskede dem tillykke:
“Vi står midt i en verden, der forandrer sig foran vores øjne. Det, der virker banebrydende i dag, kan være standard i morgen. Og det, vi endnu ikke kan forestille os, kan meget vel ende med at definere vores fremtid. Som unge ingeniører er det nu jer, der skal tage teknologisk lederskab og træffe de beslutninger, der kommer til at forme vores samfund i de kommende generationer.”
Hun mindede samtidig de nyuddannede om, at deres vigtigste kompetencer ikke kun handler om at beregne, analysere, modellere og løse tekniske problemer.
"I tager også noget andet med jer herfra: Nysgerrigheden til at blive ved med at lære nyt. Modet til at udfordre den måde, vi plejer at tænke på. Empatien til at forstå forskellige menneskers behov. Og fantasien til at forestille jer en bedre verden end den, vi havde i går. Hold fast i det."
Hold fast i vennerne
Universitetet havde i anledning af dimissionen inviteret flere alumnegæstetalere. En af dem var Kasper Borg Nissen, Director of Developer Relations i virksomheden Dash0.
Han gav de nye ingeniører et par gode råd med sig på vejen ud på arbejdsmarkedet, hvor det kan være fristende at jagte den flotteste titel eller højeste løn.
"I vil være i høj kurs, og det mærker I sikkert allerede. Mit råd til jer er: Vælg det job, hvor I kan lære mest. Søg udvikling før prestige. Fortæl jeres leder, hvad I gerne vil blive dygtigere til, og byg jeres karriere op omkring nysgerrighed."
Men hans vigtigste råd handlede slet ikke om karriere, og det fik hele salen til at sende smil rundt til hinanden:
"Hold fast i vennerne fra studiet. Det er et netværk, I kan trække på, når I møder en faglig udfordring eller et svært dilemma. Men først og fremmest er det de mennesker, I altid kan regne med, når livet bliver svært. Og det er meget værdifuldt”
Den pointe genkender Jakob Ernst Lüdiking, der netop er blevet civilingeniør i Bio- og Kemiteknologi.
"Det bedste ved studiet har helt klart været menneskene. De venskaber, vi har bygget op gennem årene, er noget særligt. Vi har været igennem tykt og tyndt sammen, og jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Det er venner for livet."
Masser af jobs til nyuddannede
De nyuddannede ingeniører kan se frem til mange spændende jobmuligheder på et arbejdsmarked stort set uden ledighed, og for de fleste er vejen fra auditoriet til den første ansættelseskontrakt heller ikke lang.
Det kom tydeligt til udtryk blandt dagens festklædte hovedpersoner.
Vi mødte blandt andre Osman Ayvaz, som er nyuddannet civilingeniør i Computerteknologi. Han fik tilbudt job, mens han skrev speciale og til august starter han sin ingeniørkarriere op i en startup IT-virksomhed lige på den anden side af vejen.
Frederik Ansager Madsen, der er nyuddannet diplomingeniør i Elektrisk energiteknologi har landet et job hos Energinet, hvor han skal være med til at fremtidssikre vores energiforsyning.
”Jeg fik tilbudt jobbet allerede, da jeg var i praktik, så jeg har en god fornemmelse af, hvad det er, jeg skal ud arbejde med. Det er helt vildt spændende, og jeg glæder mig til at komme i gang."
Og Maria Ginvad har sagt ja til et en stilling, hvor hun skal arbejde på et stort forsvarsteknologisk projekt.
”Jeg kom ind på ingeniørstudiet med et ønske om at lære mere om softwaredesign uden at have en fast plan for, hvad jeg gerne ville med det. Nu kan jeg se, hvordan dørene åbner sig. Der er virkelig mange muligheder, og jeg har valgt et job på en arbejdsplads, som har en god kultur,” siger hun.
Julie Weber, som er civilingeniør i Kemi- og Bioteknologi, har i sit speciale undersøgt, hvordan parasitinfektioner påvirker vores immunforsvar. Hun overvejer nu, om hun skal gå forskervejen og søge en ph.d.-stilling.
”Jeg vil rigtigt gerne fortsætte med at arbejde inden for sundhed og medicinsk bioteknologi,” siger hun.
”Men først skal jeg ud i solen og holde ferie."
Aarhus Universitet ønsker alle dimittender stort tillykke og god sommer.
Bevar kontakten til AU Engineering