Carsten Suhr Jacobsen forlænges som institutleder på Institut for Miljøvidenskab
Carsten Suhr Jacobsen bliver per 1. april 2023 forlænget som institutleder på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.
Carsten Suhr Jacobsen fortsætter som institutleder på Institut for Miljøvidenskab, hvor han har været ansat som institutleder siden 2015.
"Det glæder mig rigtig meget, at jeg kan fortsætte mit arbejde som institutleder på Institut for Miljøvidenskab. Siden jeg startede i 2015, har instituttet oplevet en vækst i miljøforskningen, der ligger til grund for vores rådgivningsaktiviteter. Min vision er, at vi i de kommende år fortsætter med at vækste særligt inden for emner, der vedrører den bæredygtige omstilling af samfundet", siger Carsten Suhr Jacobsen.
Dekanen på Faculty of Technical Sciences, Eskild Holm Nielsen, ser frem til det fortsatte samarbejde med Carsten Suhr Jacobsen:
”Jeg ser meget frem til at fortsætte det gode samarbejde med Carsten, og glæder mig til at følge med i Institut for Miljøvidenskabs fortsatte udvikling i de kommende år”, siger dekanen.
Anerkendt forsker i mikrobiologi
Carsten Suhr Jacobsen er uddannet molekylær mikrobiel økolog og har derudover været forskningsprofessor ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).
Carsten Suhr Jacobsen har gennem årene været leder af flere større forskningsprojekter, der primært har ligget i grænsefeltet mellem miljøkemi, mikrobiel økologi og arktisk mikrobiologi, hvor han blandt andet har arbejdet med at forstå mikroorganismers spredning og overlevelse på indlandsisen.
Grøn omstilling og forskningsbaseret myndighedsrådgivning
I arbejdet som institutleder for Institut for Miljøvidenskab har han fokus på at fortsætte og udvikle arbejdet med instituttets vigtige fokusområder i de kommende år:
"Instituttets fokus er fortsat at levere afgørende forskning inden for luft og vandkvalitet, emissioner biodiversitet og en bæredygtig omstilling af samfundet. Samtidig har vi fokus på fortsat at sikre flere kvindelige forskningsledere i fremtiden og desuden konsolidere vores forskningsbaserede rådgivning til myndighederne. I forhold til den forskningsbaserede myndighedsrådgivning har vi et mål om også at opdyrke nye kundesegmenter som kommuner, regioner, virksomheder og investeringsselskaber", siger Carsten Suhr Jacobsen.