Med begge ben fast placeret i både sportens og algoritmernes verden
Erik Meineche Schmidt, tidl. dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet går på pension den 1. oktober 2015 efter mange års ansættelse ved Aarhus Universitet. Institut for Datalogi holder afskedsreception den 22. september.
Naturvidenskab og sport hænger tæt sammen for Erik Meineche Schmidt. I snart 25 år har han nydt lugten i sportens bageri som hovedformand for AGF og samtidig har han været en af ambassadørerne og underviserne, der har været med til at forme ikke bare Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet, men også uddannelsespolitikken på landsplan.
Det er svært at nævne uddannelses- og forskningspolitik på Aarhus Universitet uden at nævne Erik Meineche Schmidt. Som dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet har han sat aftryk på en omfattende studiereform og til oprettelsen af civilingeniøruddannelsen i Aarhus. Som formand for det teknisk-naturvidenskabelige dekankollegium har han også været med til at påvirke gymnasiereformen. Og som medlem af regeringens karakterkommission har han været bidragyder til den nye karakterskala, der afløste 13-skalaen.
Stærkt optaget af uddannelse og forskningspolitik
Bag personen og CV’et, der stadig tæller flere aktive bestyrelsesposter, herunder hos Alexandra Instituttet, Naturvidenskabernes Hus samt chefrådgiver for Aarhus Universitet, gemmer sig en lyst til at blande sig i uddannelses- og forskningspolitik.
"Erik elsker at undervise, og det er også derfor, at han i mange år blev brugt som underviser på det introducerende datalogi-kursus. Han har ikke kun været med til at forme datalogi-uddannelsen og sørget for at den var up-to-date med udviklingen. Man har også kaldt på ham udefra, herunder ministeriet, der har brugt ham som rådgiver i en lang periode. Arbejdet med 7-trins-skalaen er et eksempel. Han var også med at designe, hvad der skulle til for at klæde gymnasielærerne på, da man i slutningen af 1980'erne introducerede it i gymnasieskolen", siger Mogens Nielsen, professor og prodekan på Science and Technology ved Aarhus Universitet og en af de personer, der har kendt Erik længst tilbage i tiden.
Erik Meineche Schmidt har også været en vigtig ambassadør for instituttet og it-området.
"Han har også været meget aktiv i samarbejdet med byen, regionen og erhvervslivet, så på den måde har han været en fantastisk ambassadør i hele det eksterne samarbejde. Det har været vigtigt at have sådan en person, der tog den rolle, både for CS og AU", siger Mogens Nielsen.
Blandt de første på datalogi
Erik Meineche Schmidt er matematisk student fra Marselisborg Gymnasium i 1964 og startede derefter med at læse matematik og fysik ved Aarhus Universitet og da han var færdig med 1. del, kontaktede han en af dansk datalogis pionerer, Bjarne Svejgaard, der var hentet til Aarhus fra København, og spurgte om det var noget man kunne studere.
"Jeg kan tydeligt huske mit spørgsmål, og det mente han godt at man kunne. Det betød, at jeg var blandt de første på det, der senere skulle blive til datalogi", fortæller han.
Erik Meineche Schmidt blev cand. scient i 1972 med datalogi som hovedfag og blev derefter ansat som adjunkt på instituttet. Det var på samme tidspunkt, hvor man etablerede de regionale edb-centre på Aarhus Universitet, Københavns Universitet og på Danmarks Tekniske Universitet.
"Jeg valgte at blive på datalogi, fordi jeg brændte for uddannelse og forskning og fordi jeg fik muligheden for at være med til at skabe et uddannelsesprogram. Det var en pionertid i den forstand, at der ikke var nogen vedtagne normer eller ikke var nogen fra den forrige generation, der fortalte, hvordan undervisningen skulle være. Derfor var det en enestående mulighed for at være med til at præge udviklingen og lægge en linje, der var med til at præge de unge mennesker, fortæller han.
Med til at reformere forskeruddannelserne
I 1975 rejser han til USA for at tage en ph.d.-grad på Cornell University i New York og når han vender tilbage i 1977, er det ikke kun for at fortsætte karrieren som lektor på Institut for Datalogi. Med i bagagen har han også inspiration til, hvordan man kan forbedre forskeruddannelsen og derfor sætter han en reform i gang efter amerikansk mønster i den periode han er formand for Det Naturvidenskabelige Fakultets forskeruddannelsesudvalg.
"Vi var enige om, at man skulle øge antallet af ph.d.’er i Danmark og have de dygtigste igennem langt hurtigere, så derfor udvidede vi den gamle mesterlære-ordning og gjorde det muligt at starte langt tidligere", fortæller han.
Arbejdet med forskeruddannelserne gav ham et tæt indblik i universitetsverdenen og det var på den baggrund, at han i 2002 stillede op og blev valgt som dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. I løbet af hans ni-årige dekanperiode var han med til at starte ingeniøraktiviteterne og gøre det muligt at læse civilingeniør på Aarhus Universitet.
Han har også haft en ledende rolle i opstarten af Center for Teoretisk Datalogi (Brics) under Danmarks Grundforskningsfond samt været koordinator på EU-projektet ‘Algorithms and Complexity’. I en årrække har han også været formand for det Naturvidenskabelige Uddannelsesråd og formand for Uddannelsesrådenes Formandskollegium.
Idrætsmand både på og udenfor banen
Sport har også fyldt en stor del af Erik Meineche Schmidts liv. Han spillede håndbold i AGF på dansk topplan i ti år indtil 1973 og har siden haft en lang karriere som leder for både som håndboldformand og hovedformand, og ikke mindst som bestyrelsesformand for AGF Kontraktfodbold A/S i perioden 2000-03.
"Jeg har altid haft lyst til at blande mig i ting, hvor jeg så en udfordring. Det stammer helt tilbage fra min tid som elevrådsformand i gymnasiet. Og det gælder i høj grad sporten, og det, der følger med. Både samværet med trænerne, medspillerne og ledelsen. Grundlæggende kan jeg godt lide lugten i sportens bageri og har derfor befundet mig godt", siger han.
Og det lysten til at blande sig har instituttet nydt godt af. Især hans sociale engagement, mener Mogens Nielsen.
"Specielt i starten var han bannerfører for at få gjort instituttet internationalt og har fra dag ét spillet en kæmpe rolle socialt og for at sikre at miljøet var godt nok. Han gik meget op i at både gæster havde det godt, og inviterede dem og lavede udflugter. Det skal man ikke undervurdere, fordi det har betydet, at man blev hurtigt integreret", siger Mogens Nielsen.
Afskedsreception den 22. september
Institut for Datalogi inviterer medarbejdere og studerende til afskedsreception for Erik Meineche Schmidt tirsdag 22. september 2015 kl 15.00 i Nygaard, bygning 5335, Finlandsgade 21, 8200 Aarhus N. Læs mere.