Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny organisering skal styrke ingeniørområdet på Aarhus Universitet

Dekanen på Faculty of Technical Sciences foreslår en organisering i fire nye institutter, der skal samle og styrke ingeniørområdet på AU omkring de centrale fagligheder og løfte det til det højeste internationale niveau. Hørings- og inddragelsesproces for den nye organisering begynder inden sommerferien.

09.06.2020 | Tina Fruelund

Dekan på Tech, Eskild Holm Nielsen (Foto: Melissa Yildirim, AU)

Dekan på Tech, Eskild Holm Nielsen, ønsker at samle og styrke ingeniørområdet på AU omkring de centrale fagligheder og løfte det til det højeste internationale niveau. (Foto: Melissa Yildirim, AU)

Aarhus Universitets ingeniørsatsning AU Engineering 2025, som blev lanceret i 2016, skal placere universitetets teknisk videnskabelige miljøer på højeste internationale niveau og styrke rekrutteringen til diplom- og civilingeniøruddannelserne. Den nuværende organisering af ingeniørområdet har vist sig ikke at understøtte satsningen i tilstrækkelig grad. Potentialet på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Institut for Ingeniørvidenskab bliver ikke udnyttet fuldt ud, og den parallelle organisering gør, at den faglige synergi mellem de to enheder ikke realiseres til fulde. Det er medvirkende til, at det ikke er lykkedes at skabe en tydelig og stærk profil udadtil. Derfor foreslår dekanen en ny organisering af AU’s ingeniørområde.

”Vi vil være kendt som det fakultet i landet, der leverer de bedste ingeniører til et stadigt mere krævende arbejdsmarked. Og for at stå stærkest i konkurrencen om de dygtigste studerende og de bedste forskere er der behov for at skabe en mere klar og tydelig profil, der er genkendelig og attraktiv for vores samarbejdspartnere, og det ønsker vi at gøre med en ny organisering,” siger Eskild Holm Nielsen, dekan for Faculty of Technical Sciences.

Dekanen pointerer, at en ny organisering er en forudsætning for, at der kan skabes et vækstscenarie på ingeniørområdet og målene i ingeniørsatsningen kan nås.

”Vi skal vækste betydeligt inden for både diplom- og civilingeniøruddannelserne, og jeg vil sammen med dekanatet gøre mit til, at de mest optimale forhold er til stede, for at væksten kan realiseres,” siger Eskild Holm Nielsen.

Fire nye ingeniørinstitutter

Dekanen foreslår konkret at oprette fire nye ingeniørinstitutter, der samler fagmiljøerne og de eksisterende forskningssektioner på tværs af de nuværende Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Institut for Ingeniørvidenskab. De vil således blive nedlagt.

Den foreslåede nye organisering forventes at blive implementeret pr. 1. januar 2021, og de fire påtænkte, nye institutter vil blive organiseret, så hvert institut indeholder både diplom- og civilingeniøruddannelser. De foreslåede fire institutter har følgende arbejdstitler:

  • Institut for Bioteknologi og Kemiteknologi / Department of Biological and Chemical Engineering
  • Institut for Elektro- og Computerteknologi / Department of Electrical and Computer Engineering
  • Institut for Byggeri og Bygningsdesign / Department of Civil and Architectural Engineering
  • Institut for Mekanik / Department of Mechanical Engineering.

Uddannelserne foreslås organiseret fagligt efter de nye institutters fagligheder. Alle institutter vil altså få både diplomingeniøruddannelser og civilingeniøruddannelser.

”Vi har i dag nogle af de bedste diplomingeniøruddannelser i landet, og det skal vi blive ved med. Det stærke brand, vi har i diplomingeniøruddannelsen, er grundlaget for den foreslåede nye organisering, der samtidig styrkes af den anerkendte forskning, vi har inden for civilingeniørområdet. Tilsammen skaber vi fundamentet for at blive blandt de bedste uddannelsessteder for ingeniører i landet, og vil udmærke os ved faglige miljøer med overlap og synergi mellem de forskningsbaserede aktiviteter og de professionsrettede og udviklingsbaserede aktiviteter,” siger Eskild Holm Nielsen.

Med den foreslåede nye organisering forventer dekanen, at der kan skabes et mere sammenhængende ingeniørområde, som favner og fremmer ingeniørhøjskolens stærke faglige miljøer og mange års erfaring med at udvikle og drive velfungerende diplomingeniøruddannelser, samtidig med at det styrker ingeniørinstituttets internationalt anerkendte forskningsmiljøer markant.

”En ny organisering baseret på de faglige fælleskaber vil skabe en stærk faglig synergi mellem uddannelse, forskning og udvikling. De to identiteter, der repræsenteres af diplom- og civilingeniøruddannelserne, forbliver de samme, mens grundlaget for synergi og fagligt fællesskab styrkes betragteligt,” uddyber dekanen, der mener, at den foreslåede ny organisering vil komme alle til gode på sigt, både internt og eksternt.

Hørings- og inddragelsesproces skydes i gang før sommerferien

Hørings- og inddragelsesprocessen for forslaget om ny organisering på ingeniørområdet indledes i midten af juni, hvor arbejdet skal kvalificeres, og høringsparter og medarbejdere vil få mulighed for at bidrage til at skabe et styrket ingeniørområde. Forslaget bliver sendt i høring hos relevante høringsparter.

Følg med i processen om en ny organisering på ingeniørområdet på hjemmesiden Proces for ny organisering af ingeniørområdet.

Faculty of Technical Sciences