Når Johannes Handberg Dalsgaard står med eksamensbeviset fra sin diplomingeniøruddannelse på Aarhus Universitet i hånden til vinter, starter han på kandidatoverbygningen til civilingeniør, mens han tager hul på sin karriere.
”Arbejdsmarkedet trækker i mig, men på samme tid har jeg et ønske om at blive civilingeniør. I mine øjne er erhvervskandidaten den perfekte dobbeltløsning,” siger han.
Johannes har derfor lavet en aftale med virksomheden NGIN, hvor han også var praktikant. Her skal han arbejde med robotteknologi, mens han over tre år læser til civilingeniør i et erhvervskandidatforløb.
”Jeg får mulighed for at specialisere mig teoretisk i automationsteknologi og mekatronik, samtidig med at jeg kan arbejde med virksomhedens helt konkrete innovationsudfordringer i mine studieprojekter. Det er en kæmpe mulighed,” siger han.
Det første år studerer han på fuld tid, mens han både modtager SU og arbejder som studentermedhjælper i virksomheden. I de efterfølgende to år får han løn svarende til en diplomingeniørstilling – og et skema, hvor 25 timer om ugen er afsat til arbejdet i virksomheden.
Resten af tiden er projektbaseret undervisning på universitetet.
Er en erhvervskandidatuddannelse noget for dig? Læs mere her
For Johannes handler erhvervskandidatuddannelsen ikke kun om at få foden indenfor i en spændende virksomhed og opnå en bedre studieøkonomi. Det handler også om at opnå værdifuld erfaring.
”Jeg kommer til at arbejde tæt sammen med udviklingsteamet i virksomheden og får på den måde et forspring på arbejdsmarkedet. Som nyuddannet civilingeniør vil jeg både stå med et eksamensbevis fra universitetet og konkret R&D-erfaring, og jeg tror, at den kombination kan åbne mange døre for mig,” siger han.
Han fortsætter:
”Det er en fed måde at tage kandidaten på. De fleste knokler på deres diplomingeniøruddannelse og er nok lidt mætte af at gå i skole og lidt sultne efter at komme ud på arbejdsmarkedet. Her kan får man det bedste fra begge verdener,” siger han.
Johannes er 24 år, har to sabbatår bag sig med ski og Kongelig Livgarde, en diplomingeniøruddannelse i Maskinteknik – og nu også titlen som erhvervskandidatstuderende.