De to datomærker, ”bedst før” og ”sidste anvendelsesdato” betyder noget forskelligt. Er et produkt mærket med bedst før, kan det ofte også anvendes efter, mens sidste anvendelsesdato skal tages bogstaveligt. Det første handler om kvaliteten af fødevaren, mens det sidste handler om fødevaresikkerhed og bruges på letfordærvelige fødevarer. En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet med fokus på, hvordan vi risikovurderer fødevarer, viser, at vi som forbrugere ikke rigtigt skelner mellem de to mærker. Til gengæld har vi tillid til datomærkerne, men støtter os også i høj grad til vores egen sunde fornuft, når vi skal afgøre, om en fødevarer skal spises eller kasseres.