Jeg er professor i kardiovaskulær epidemiologi og trials. Fællesnævneren i mit arbejde er anvendelsen af sundhedsregistre til både observationel forskning og register-understøttede randomiserede studier. Danmark har en enestående forskningsinfrastruktur med nationale registre og personnummer, som muliggør individuel datakobling og langvarig opfølgning. Det skaber særlige muligheder for at undersøge behandlingseffekter og sygdomsforløb i klinisk praksis. Formålet med min forskning er at forbedre evidensgrundlaget for forebyggelse og behandling af hjertesygdom med henblik på mere effektiv og sikker patientbehandling.
Mit primære ansvarsområde er forskning i hjertesygdomme, herunder epidemiologiske studier og randomiserede kliniske forsøg. Jeg arbejder også med udvikling af kliniske retningslinjer, forskningsmetoder og medicinsk undervisning.