Mit primære forskningsområde er forståelsen af strømningsprocesser og forbindelsen til næringstransport inden for landbrugslandskaber. Jeg har udviklet modeller og nationale kort, der forklarer variationen i strømningsveje ved hjælp af både statistiske og fysiske transportmodeller. Min forskning har også haft fokus på forståelsen af den rumlige variation, heterogenitet og skalaeffekter af jordens hydrauliske egenskaber. I relation til det agrare landskab har jeg arbejdet med detaljeret modellering af drænvandsafstrømning samtidig med, at jeg har bidraget til forståelsen af strømningsprocesser i lavbundsjorde herunder forståelsen af vand- og næringsstoftransport samt detaljeret geologisk kortlægning ved hjælp af geofysiske metoder kombineret med traditionelle geologiske beskrivelser af jordbunden. Et andet fokusområde har været kortlægning af landbrugsjordens dræningstilstand og drænstrømningsveje på et overordnet nationalt plan. Derudover har jeg arbejdet med kortlægning af drænsystemerne ved hjælp af forskellig sensorbaserede systemer. Et fokusområde har været transporten af vand og næringsstoffer fra drænsystemer og den relaterede brug af drænvirkemidler med henblik på at reducere næringsstofbelastningen fra landbrugsjord.
I samarbejde med vores laboratorieteknikere har jeg løbende arbejdet på at forbedre vores avancerede jordfysiklaboratorium specielt med fokus på måling af jordens hydrauliske ledningsevne. Her har vi udviklet instrumenter, der måler både den mættede og den nærmættede hydrauliske ledningsevne effektivt og præcist på uforstyrrede store jordkolonner, hvilket har ført til udviklingen af databaser, der relaterer jorddata (f.eks. jordtekstur) med hydrauliske egenskaber. Dette har resulteret i udviklingen af forskellige pedotransferfunktioner, der kan anvendes til at parameterisere fysiske transportmodeller.
I relation til myndighedsberedskab har jeg bidraget til forskellige projekter initieret af Folketinget. Derudover har jeg bidraget til vidensynteser relateret til klimaændringer og kulstofrige lavbundsjorde. Desuden har jeg mere generelt arbejdet med myndighedsberedskab i relation til implementeringen af målrettede virkemidler i det agrare landskab.
Jeg underviser på både bachelor- og kandidatniveau. Derudover er jeg uddannelsesansvarlig for vores bacheloruddannelse i Plante- og Fødevarevidenskab og national akademisk projektkoordinator for den internationale kandidatuddannelse i Soils and Global Change (IMSOGLO). Som medlem af Det Jordbrugsvidenskabelige Censorkorps fungerer jeg ofte som ekstern censor specielt på Aalborg Universitet og Københavns Universitet.