Er det kun køer, som har gavn af vores græs, eller kan det udnyttes som proteinkilde til mennesker, kyllinger og grise?
Klimabelastningen fra vores fødevareproduktion er for stor. Det skyldes i høj grad, at vi importerer en stor del af det protein, som vi giver til vores dyr, så de kan lave gode fødevarer. Der er derfor stor efterspørgsel på mere bæredygtige proteinkilder både som foder til vores produktionsdyr, men også som protein i fødevarer.
På AU Viborg arbejder vi på at trække protein ud af det græs og kløver (bioraffinering), som dyrkes på markerne omkring os, og vi undersøger kvaliteten af proteinet.
Forløbet her vil fokusere på teorien bag bioraffinering, selve produktionen af protein og på, hvordan vi tester, om vi har så høj kvalitet, at proteinet kan bruges til foder og fødevarer. Eleverne får lov til selv at få fingrene i bioraffineringen, og vi skal regne lidt på samt diskutere foderkvaliteten af forskellige proteinkilder. Vi demonstrerer også, hvordan man kan lave protein af så høj kvalitet, at det muligvis en dag bliver helt normalt at spise græs.
I løbet af dagen fokuserer vi på:
Gennemgang af bioraffinering af græs, og hvordan vi tester, om kvaliteten af det producerede protein er god nok til foder og fødevarer. Eleverne skal røre, dufte og evt. smage produkterne. Eleverne skal lave protein ud fra græs, som kan bruges til fødevarer samt måle udbyttet af processen. Vi skal regne på og diskutere, hvorfor/hvorfor ikke forskellige proteinkilder er gode til foder og fødevarer.
Det vil være en fordel, hvis eleverne har en vis naturvidenskabelig interesse (biologi, bioteknologi, kemi), men det er ikke et krav.
Vi leverer dansksproget materiale, som eleverne bedes have læst før besøget.
Et typisk besøg varer fra 9:30 til ca. 14.15 og indeholder:
9.30-10.30: Velkommen, introduktion til bioraffinering
10.30-11.30: Besøg i laboratoriet samt forsøg med proteinproduktion (hands-on samt demonstration)
11.30-12.00: Frokost i mødelokalet
12.00-13.00: Besøg i mark samt Center for bioraffinering (l38)
13.00-14.15: Vi snakker om fordele og ulemper ved at bioraffinere græs og laver teoretisk øvelse, hvor vi diskuterer om det kan betale sig. Afrunding og Afslutning.