Aarhus Universitets segl

Fosfor – fødevarekrise eller forurening?

Fosfor er et essentielt næringsstof, der indgår i livsvigtige forbindelser i alle levende organismer. For at sikre planters vækst gødes markerne derfor med fosfor. Men korrekt gødskning med fosfor er svært. Hvis der gødes med mere fosfor, end planten optager, ophobes fosfor i jorden. Ophobet fosfor i jord kan potentielt tabes til vandmiljøet, hvilket kan resultere i algeopblomstring og deraf følgende ubalancer i økosystemet. Kan vi sikre en bedre anvendelse af fosfor, så afgrøden vokser som den skal, uden at bringe det naturlige økosystem i fare?

Under besøget vil de studerende lære om:

  • Det globale fosforkredsløb og fosfors betydning for afgrødevækst

  • Fosforophobning i jord og konsekvenser heraf

  • Metoder til at bestemme fosforpuljer i jord

Emner og kernestof, der behandles under besøget

  • Fosforkredsløbet
  • Fosfor som plantenæringsstof
  • Fosforophobning i jord og eutrofiering
  • Fosfors grundlæggende kemi.
  • Bestemmelse af fosforindhold i jord vha. spektrofotometri

Forudsætninger

Modulet kan tilpasses de aktuelle forudsætninger. Som forberedelse anbefales det at læse temanummeret ”Paradokset” i magasinet Global Økologi, side 9-18.

Oplæg og praktiske øvelser

Besøget begynder med et oplæg, som introducerer eleverne for emnet. Herefter udføres laboratorieøvelser, hvor eleverne anvender ekstraktionsmetoder til at bestemme fosforindhold i jord. Resultater fra laboratorieøvelserne bruges som udgangspunkt for en teoretisk øvelse.

Program

Et typisk besøg varer fra kl. 9:00 til ca. 14:00 og indeholder:

  • Rundvisning på AU Viborg og på arealerne, hvor den nye uddannelse i Plante- og Fødevarevidenskab finder sted.
  • Oplæg og praktiske øvelser ved vores undervisere og studerende.

Program og indhold kan i de fleste tilfælde justeres. Så hvis I har særlige ønsker eller temaer, så kontakt os, og så ser vi, hvad der kan lade sig gøre på dagen.

Praktisk

  • Det er muligt at bestille mad til gæsterne i kantinen inden besøget.
  • Eleverne skal medbringe egen kittel samt computer, hvor de kan tage noter og lave beregninger under aktiviteten.